Offer for billedmanipulation

Der sidder en ung kvinde lige over for mig i toget til Aalborg. Eller måske sidder jeg over for hende, for hun sad der vist allerede da jeg satte mig. Ikke fordi det gør nogen stor forskel – her var ikke andre ledige pladser til hverken hende eller mig. Og uanset hvorfor, så sidder jeg og kigger lige på hende med mindre jeg drejer hovedet væk.

Hun ser smuk ud, synes jeg. Også selv om hun har tegnet sine øjenbryn op på den kraftige måde der tilsyneladende er moderne i dag – og i mine øjne ikke er særlig klædelig: Hvad er øjenbryn, og hvad er farve malet på huden? Hendes makeup er i det hele taget meget: Meget kraftig eyeliner, meget øjenskygge og en meget stærk og meget rød læbestift. Og klokken er kun lidt over fire om eftermiddagen. I et fyldt intercitytog på vej hjem fra arbejde.

Jeg når lige at spekulere på hvordan hun mon ser ud inde bag al makeup’en – mon ikke hun stadig ville være ganske køn? Så opdager jeg at hendes lange, lyse slangekrøller er hårekstensions knyttet fast til hendes eget korte, mørke hår. Og da jeg har fået øje på dét, ser jeg også at de lange øjenvipper er kunstige. Næste tanke er om hendes yppige bryster er resultatet af en push-up bh, eller om det måske bare er implantater.

Pludselig går det op for mig at jeg faktisk ikke sidder over for en ung kvinde. Jeg sidder mere over for et billede der har været en tur gennem PhotoShop. Det er rettet og ændret og manipuleret så det originale foto ikke er til at kende igen. Og så mister jeg interessen og kigger ud ad vinduet i stedet.

Ja, jeg burde være ligeglad. Det jo ikke for min skyld hun har gjort sig alt det besvær. Det ved jeg godt. Jeg er ikke i målgruppen, så måske virker det rigtigt dér hvor det skal. Men hvor er det trist at der skal så meget til. Hvis sportsfolk forbedrer deres præstationer med EPO, steroider eller andre kunstige hjælpemidler, kalder vi det doping og snyd. Så overskrider de deres krops naturgivne muligheder, og det må de ikke. Men hvis de kvinder der skal give et kys på sejrsskamlen, forbedrer deres præsentation med kunstige hjælpemidler – ud over de naturgivne muligheder – det må de gerne?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.