Derfor er det bemærkelsesværdigt hvor mange af Folketingets medlemmer der siden sidste valg har forladt deres parti, har stiftet et nyt parti eller er blevet løsgængere. Primært fordi den formand deres parti demokratisk har valgt, ikke er den de ønsker. Først opløste Alternativet nærmest sig selv på den måde. Senest har Dansk Folkeparti gjort det samme. Indimellem er flere Radikale og Venstre-folk gået deres vej, blandt andet på grund af et formandsskifte. F.eks. er det åbenbart vigtigere for den tidligere Venstreformand at være formand end at være venstremand.

Vi har lige nu tre partier i Folketinget der ikke stillede op til sidste valg. Kristendemokraterne har endda været i Folketinget – uden at være valgt ind – men er ude igen. I alt har 22 skiftet parti, og mindst én af dem har gjort det to gange. Yderligere 10 har forladt Folketinget – to af disse nåede også at skifte parti inden. 

Er dansk politik efterhånden så svagt på ideologi at det hele handler om personer og personlighed? Er det derfor det nyeste parti har stifterens eget navn i partinavnet, og at det har været ekstremt succesfuldt i at blive opstillingsberettiget? Intet partiprogram, ingen erklæret politik – blot en personlighed.

Jeg synes det er bekymrende.

Primært at tilgangen ”hvis det skal være sådan, så gider jeg ikke være med” er så fremherskende blandt demokratisk valgte politikere hvis job er at samarbejde. Og hvor langt er der egentligt fra surmulende at melde sig ud fordi et formandsvalg ikke er endt som man ønskede, til at påstå at valget er ”stjålet” og opildne sine tilhængere til at storme den lovgivende forsamling?

Sekundært fordi politikken vel bør være vigtigere end politikeren. Forslag skal vurderes ud fra hvad de kan gøre for samfundet – ikke ud fra hvem der har fremsat dem. Det betyder også at medierne skal huske at vi ved det kommende valg ikke skal stemme om hvem der skal være statsminister. Vi skal stemme om hvem der skal i Folketinget, og de skal derefter vælge en statsminister. Jeg ved godt at det er lettest at opstille et valg mellem én rød og én blå. Men ret beset er der vel dobbelt så mange partiledere der mindst lige så gerne vil være statsminister som de tre officielt erklærede aspiranter. Nogle har ligefrem startet deres eget parti for at kunne blive det. 

Jeg er ikke interesseret i MitID. Jeg vil blot betale en regning, så jeg læser hurtigt at jeg har en uge til at få det. Fint! Jeg vil gøre det en anden dag hvor jeg har bedre tid. Jeg klikker videre til side 2, men så kan jeg ikke komme videre. Jeg skal først godkende vilkår og betingelser for MitID. Altså må jeg hellere læse det ordentligt! Men muligheden for at gå tilbage til side 1 findes ikke! Jeg kan kun godkende og gå fremad til næste side. Altså må jeg logge af og på min netbank én gang til – og vente de 3 minutter det igen tager at hente information fra MitID.

Denne gang læser jeg brevet fra MitID grundigt. Det fremgår at jeg skal vælge et ”MitID identifikationsmiddel” som MitID dog ikke fortæller mig hvad er. Efter en Google-søgning kan jeg forstå at det primært er MitIDs app som jeg skal installere på min telefon. For så tager det under 10 minutter at få MitID.

10 minutter! Inden jeg kan komme videre og betale min regning. Men først skal jeg læse og godkende vilkår og betingelser for MitID. Det er et 17 siders dokument. Og heri opfordres jeg til at læse sikkerhedsvejledningen – yderligere 3 sider. Og jeg skal også godkende deres 5 siders privatlivspolitik. Efter 25 formelle sider om alt det jeg skal og ikke må med MitID identifikationsmidler, koder m.m., er min netbank automatisk logget af. Altså må jeg igen logge på og igen vente 3 minutter på information fra MitID hvor jeg igen kan læse at ”Få trin til at få MitID” kun tager 10 minutter. Jeg har allerede brugt over 20, og jeg har hverken fået MitID eller betalt min regning.

Jeg havde i øvrigt ikke behøvet at læse vilkår og betingelser for hvis jeg ikke vil godkende de krav MitID stiller til mig, kan jeg ikke komme ind i min netbank. Tvunget af ønsket om at ville betale min regning, godkender jeg derfor vilkårene og installerer den krævede app på min telefon. Hvis jeg vil have fuld sikkerhed, opfordrer MitID til også at installere appen på min arbejdstelefon eller min tablet. Jeg har hverken eller og synes allerede kravet om at jeg skal have én smartphone af nyere model + et abonnement dertil, er rigeligt med udgifter at pålægge mig hvis jeg stadig skal have råd til at betale den regning jeg ihærdigt prøver at huske, er årsagen til at jeg kæmper mig gennem MitIDs digitale forhindringsløb.

Da jeg endelig er kommet igennem, bliver jeg bedt om at logge på min netbank igen – bare med MitID. Og herefter – oh salighed – kan jeg få lov at betale min regning.

Jeg forstår hvorfor ”tID” udgør over halvdelen af navnet ”MitID”.

Det undrer mig ikke bare fordi vores statsminister ved præsentationen af den nye minister roste kulturlivet for at have hjulpet landet gennem alle nedlukningerne. Hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt i og med kulturen var noget af det hendes regering holdt allerlængst og allermest lukket.

Næh, det undrer mig fordi politikere fra flere partier nu i mange, mange år har talt imod at hjælpe mennesker på flugt fra krig og forfølgelse fordi de (politikerne) vil beskytte ”danskheden” og ”sammenhængskraften”. Det er ganske vist sjældent nogen af dem sætter ord på hvad denne højtprioriterede danskhed og sammenhængskraft egentlig er, men i mine øjne må det være ting vi har som fælles referenceramme. Det vi danskere kan forenes om på tværs af alder, socialklasse og landsdele. Dvs. højskolerne (Grundtvig), fædrelands- og popsange, HC Andersen, Skagensmalerne, Matador, fodboldlandsholdet og alt muligt andet der alt sammen hører under Kulturministeriet.

I den forbindelse kunne man i øvrigt godt diskutere om en flok flygtninge vitterligt er en større trussel mod danskheden end påvirkninger fra de mange Hollywoodfilm og utallige amerikanske tv-serier der fylder sendefladen på flere danske tv-kanaler. Om de amerikanske højtider Halloween, Valentines Day og Black Friday vi har taget imod med åbne arme, betyder mere eller mindre for vores danskhed end de kvoteflygtninge vi helst ikke vil modtage.

Men uden at kaste mig ind i den diskussion vil jeg til stadighed undre mig over at skiftende regeringer ikke opprioriterer lige netop det ministerium der har ansvar for at styrke alle udtryk for dansk kultur, danskhed, og som har kraft til at skabe sammenhæng og -hold: Teatre, danske tv-serier, film, musik, foreningslivet, sporten, litteraturen og sproget? Det burde da være ét af de mest centrale ministerier!

Nå, det kan selvfølgelig være vores nye kulturminister vil ændre på dette. Hun har tilsyneladende aldrig tidligere haft kulturpolitiske hverv, men jeg har set i avisen at hun både har været på Hjallerup Marked og i operaen. Så held og lykke med dit nye job, Ane Halsboe-Jørgensen, og det store ansvar, der nu hviler på den ene af dine skuldre. Danskheden og sammenhængskraften har store forventninger til dig.

Som nævnt har jeg ikke fulgt disse taler til nationen. Jeg har uden at få problemer kunnet vente en time med at vide hvilke restriktioner der gælder fra på mandag. Ja, faktisk har jeg sparet mindst en time foran hver direkte livetransmission og i stedet bagefter kunnet læse mig til det relevante på et par minutter.

Jeg har nemlig en forventning om at kompetente journalister både kan sortere alt det ligegyldige snak fra og måske endda stille de relevante spørgsmål til det aktuelle emne (en forventning de direkte transmitterede pressemøder til tider udfordrer), inden de bringer indholdet videre. Ellers ved jeg dybest set ikke hvad journalisterne er til for? Hvis jeg ønskede den direkte, usorterede propaganda, kunne jeg jo bare følge politikere, landstrænere m.fl. ukritisk på diverse sociale platforme.

Og jeg ved godt det er fordi hastighed er en journalistisk dyd. At være på gerningsstedet. Live og direkte – ja helst vil medierne forudsige (dvs. gætte på) pressemødets indhold inden mødet afholdes. Det ærgrer mig bare at selve dét at være på stedet og sende live tilsyneladende er vigtigere, end kvaliteten og relevansen af dét man kommer først med. Og hvor ville jeg ønske at det af og til lignede at der var tid på nyhedsredaktionerne til at vurdere væsentlighed, tjekke fakta og perspektivere frem for blot at holde mikrofoner og sende direkte.

Jeg har aldrig før hørt om ”Nærboks” og endnu mindre udleveret mit telefonnummer til dem. De opfordrer mig både til at klikke på et link og til at downloade en app til min telefon – for ellers kan jeg ikke få ”min pakke” – som de i øvrigt hverken fortæller mig hvor jeg kan hente, eller hvem er fra. I øvrigt er det link der er oplyst i teksten, ikke magen til det link jeg skal klikke på. Og for at svække troværdigheden yderligere er teksten præget af kommafejl.

Alt i alt en sms som jeg umiddelbart ville kategorisere som et dårligt forsøg på at få mig til at installere én eller anden malware. Ikke særlig elegant, og ret hurtig at slette.

Hvis altså ikke jeg 50 minutter før havde fået en mail fra en butik om at en pakke jeg havde bestilt for længe siden, nu var afsendt. Kunne det være denne pakke der mindre end en time efter afsendelse allerede var placeret i en aflåst boks på et ikke oplyst sted af et ukendt firma?

En henvendelse til butikkens kundeservice afslørede at de havde sendt min pakke med firmaet Bring, og at Bring er en del af ”denne nærboks løsning”, så måske var sms’en faktisk ægte?

På Brings hjemmeside er der en liste over ting man skal være opmærksom på for at undgå svindel med falske e-mails og sms-beskeder: Om beskeden er forventet eller kommer ”ud af den blå luft”. Om afsender ønsker man skal gøre eller oplyse noget – og om det haster eller giver mig en gevinst eller fordel. Og frem for alt bør man kontrollere om afsenderadresse og links er kendte, de kan nemlig være forfalskede.

Fornuftige råd. Og den sms jeg fik fra Brings samarbejdspartner Nærboks, kunne have været brugt som skoleeksempel på svindel. Hvorfor, kære Bring, advarer I mod svindel hvis I leverer pakker efter samme metoder som svindlere? Læser I ikke jeres egen hjemmeside? Aner I ikke hvordan jeres samarbejdspartnere kommunikerer? Eller er I bare komplet ligeglade?

For det var faktisk min pakke. Og jeg fik den afhentet – ikke meget længere væk end de steder jeg plejer at hente pakker. Efter at være tvunget til at installere deres app på min telefon, tvunget til at registrere mig og oprette en brugerprofil, tvunget til at tillade at Nærboks må videregive mine oplysninger til tredjepart – og (ud fra de mange dårlige anmeldelser på Trustpilot) være spændt på om systemet overhovedet virkede.

Til gengæld insisterer Nærboks gentagne gange på at det nu er nemt at hente en pakke! Jeg kan næsten ikke forestille mig hvor svært de mener, det må have været før.

Princippet er at fodgængere der kommer til en lysreguleret fodgængerovergang, skal trykke på en knap for at signalet skifter fra rød til grøn, så de kan gå over vejen. Hvis ikke fodgængeren trykker på knappen, er der fodgængerrødt i al evighed – uanset hvordan lyset skifter for biler der skal samme vej. Det vil sige at man som fodgænger ikke har mulighed for at være heldig og komme til et lyskryds der er grønt så man kan gå over vejen uden at vente (med mindre der er andre fodgængere som har trykket på knappen og ventet).

Og hvis du som fodgænger kommer til et lyskryds og ikke når at trykke på knappen før lyset for bilerne begynder at skifte, må du vente mens der bliver grønt for bilerne og så bliver rødt for bilerne og så – endelig – bliver både grønt for bilerne (igen) og for fodgængerne. Det er virkelighedens version af at lande på et spillefelt hvor der står ”Vent en omgang”.

Men hvorfor? Sparer det bilisterne tid at fodgængerne ikke må gå over? Bliver biltrafikken afviklet nogle få sekunder hurtigere? Næppe – med mindre der også er blokering af cyklisterne – og hvorfor skulle bilister egentlig prioriteres så meget højere end fodgængere?

Gør det fodgængernes færdsel mere sikker fordi de skal stå stille og dermed kan ses af bilisterne og måske orientere sig bedre, inden de kan gå over? Måske, men så har man reelt tilladt bilister at køre frem uden at se sig ordentligt for (stakkels, stakkels cyklister). Og der er vel ikke nogen med fornuftens fulde brug der synes det er en god ide at lære bilisterne at de ikke behøver at se sig for?

Og sikkerheden bliver bestemt ikke bedre af at det virker så åbenlyst dumt og urimeligt at stå for rødt og vente en omgang på at bilerne der har grønt, får rødt og grønt igen, at nogle fodgængere vælger at gå over for rødt. Anarki og lovbrud, ja, og alt andet end trafiksikkert, men en til dels forståelig konsekvens.

Så alt i alt efterlader de der trykknapper ved fodgængerovergangen to store spørgsmål: Hvis de ikke kun er til for at chikanere fodgængerne – hvorfor er de der så? Og hvad hedder de?

Først skal man finde vaskeanvisningen, for der er ikke enighed om hvor den skal sidde: i nakken eller i højre eller venstre side? Og finder man den, er det en hel bog, fordi samme T-shirt skal sælges over hele kloden så vaskeanvisningerne findes på alle sprog. Derfor er skriften også mindre end 1 millimeter høj – hvilket er skidt i en vaskekælder uden projektørlys. Især hvis ens øjne nærmer sig læsebrillealderen.

Vaskevandets temperatur er desuden ikke den første oplysning man finder. Ofte er det advarslen ”Keep away from fire”. Det må være en udbredt tro, at tøj og ild kan opbevares sammen siden det er det første jeg skal vide om min sweater. I sportstøj er advarslen mod ild dog fortrængt af garantier for at de varemærker der er trykt på trøjen, er ægte. En oplysning der måske er relevant når man køber tøjet – hvis man ikke har tillid til forhandleren. Og garantien ville måske være stærkere hvis producenter af kopivarer ikke var i stand til at kopiere en sådan garanti, men jeg er ikke ekspert på området.

Selve oplysningen om hvilken temperatur tøjet bør vaskes ved, findes på en af de følgende sider i form af et symbol; f.eks. et kar med vand. Det positive er at symbolet er lettere at finde end at gennemlæse teksten af 1 millimeter bogstaver. Der ærgerlige er at symbolet har samme størrelse som teksten – og temperaturen derfor står med tal mindre end en halv millimeter. Det er ikke nemt.

Men måske skal det slet ikke være nemt. Modeindustrien er kendt for at spilde ressourcer og kasserer kollektioner flere gange om året. De forventer at jeg kun vasker tøjet 5-6 gange før det kasseres. Så hvorfor yde kundeservice med læsbare vaskeanvisninger? Måske håber de faktisk på at jeg vasker mit tøj forkert så det skal smides ud allerede efter første vask? For så skal jeg jo ud og købe nyt.

Jeg ville alligevel være nødt til at vise resten af verden at jeg forsøgte at løse problemet. Holde store internationale topmøder og diskutere det. Er det overhovedet et problem, hvem har skylden, og kan vi alle sammen blive enige om at gøre noget før nogen af os gør noget?

Og hvis jeg nu havde diskuteret det i årevis uden at der var sket andet end at næsten alle med fornuftens fulde brug havde anerkendt problemets alvor, og hvis jeg som magtelite ikke havde formået andet end at diskutere det på møde efter møde, og hvis jeg nu skulle holde et møde mere – uden at have noget nyt at komme med. Hvad ville jeg så gøre?

Ville jeg finde et barn, helst en pige, fra et troværdigt land – måske Nordamerika eller et sted i Skandinavien – og lade hende tale om problemets alvor? Give hende den store talerstol fordi jeg ville være ret sikker på hvad hun ville sige – for eksempel det samme som hun allerede havde sagt i EU og til økonomitoppen i Davos. Det ville være omkostningsfrit for mig, for hun ville ikke have magt til at true min position som magtelite.

Til gengæld ville hele mediecirkusset fokusere på hende. Hendes følelsesladede tale ville fylde mediebilledet i dagene før, under og efter. Med lidt held ville diskussionen efterfølgende handle om barnets troværdighed. Og alle ville måske lade være med at lytte til alt det magteliten ville holde af tomme taler. Magteliten kunne gentage de samme pæne erklæringer og intentioner uden at omsætte noget af det til handling – ingen ville lægge mærke til det, for barnet ville fylde det hele.

NB! Jeg påstår ikke, at Greta Thunberg er en konspiration skabt til at lede opmærksomheden væk fra et problem og manglen på løsninger. Jeg synes faktisk slet ikke, vi skal diskutere hende. Vi må hellere fokusere på hvad dem hun taler til, har at sige, og hvad vi vil gøre.

Togføreren siger, at manden må henvende sig til DSB om det, for når han er steget på toget uden billet, kan togføreren kun give ham en kontrolafgift. Togføreren er selv iført en uniform, der er dekoreret med DSB’s logo, lige som toget både ude og inde stolt fremviser den røde sekskant med de tre hvide bogstaver som tegn på, at dette tog er DSB’s. Set fra den modsatte ende af kupeen er manden i færd med at henvende sig til DSB, men formodentlig er det DSB, som togføreren henviser til, en central kundeservice bag et telefonnummer eller en formular på hjemmesiden.

Fra den anden side af gangen blander en anden passager sig: ”Kan jeg ikke bare købe en billet til ham?”, spørger hun – ”så kan du jo bare betale mig”. Togføreren synes det er en fin løsning, og det gør manden bestemt også. Kvinden finder sin telefon frem, bruger DSB’s app, køber en billet og viser den grafiske kode, så togføreren kan scanne den og godkende mandens rejse. Og den forpustede mand giver sine kontanter til sin medpassager, og takker hende mange gange – hendes indgriben har sparet ham 700 kr.

Hvor er det trist, at teknologi og smarte telefoner har gjort vores verden så ufleksibel, at et menneske, der ikke er online, er afskåret fra at nå et tog, se en køreplan eller slå op i en telefonbog. Ja, der er meget, der er vundet for dem, der mestrer teknologien, men meningen er vel ikke at gøre alting sværere, dyrere og langsommeligere for resten af befolkningen? Og tænk at være så umyndiggjort som den togfører der kun har én løsning – en kontrolafgift – at tilbyde en passager i nød. Men hvor er det samtidig dejligt, at der stadig findes mennesker, som helt frivilligt, uopfordret og uden nogen form for egen vinding, vil træde til og hjælpe.

For livet er jo så meget mere end kvantificerbare resultater, håb om at undgå fejl og opnåelse af en attraktiv livsindkomst. Livet er for eksempel nysgerrighed, fællesskaber og engagement – ”I skal gribe de muligheder der er for at gå ind i noget, mene noget, sige noget og stille gode spørgsmål”, som friskolens skoleleder også opfordrede sine afgangselever til, mens han fremhævede vigtigheden af at have ”et fællesskab der bygger på tillid mellem hinanden og tiltro til at man passer på hinanden – det giver en masse spillerum”. Og det er Aalborg Friskole, set fra sidelinjen, gode til at skabe for og med eleverne som grundlag for at være nysgerrig og lære.

For det er ikke fordi eleverne på Aalborg Friskole ikke er i stand til at præstere. Årets afgangsklasses karakterer i alle mundtlige afgangseksamener (med censorer fra andre folkeskoler) har så vidt jeg ved, ligget fra 4 til 12 – det vil sige fra midten af skalaen og op. De skal nok klare sig og bidrage til fremtiden uanset hvor langsomt de skynder sig. Men de har samtidig haft 10 fantastiske skoleår at tænke tilbage på, når de nu begiver sig videre ud i verden med uddannelser, jobs og hvad deraf følger. Som forfatteren Knud Romer opfordrede i Debatten på DR2 tidligere på året: Lad de unge vokse op med tryg forvisning om, at det nok skal gå. De skal nok finde sig en plads i livet. Hvis de har ro på sig selv, har de sandsynligvis også overskud til at tage hensyn og hjælpe andre, frem for at se dem som konkurrenter på vej mod den perfekte karriere og højest mulige livsindkomst.