Hvis nu det var mig der var magteliten i denne verden, og jeg stod med et problem jeg enten ikke magtede eller reelt ikke ønskede at løse. Det kunne være den globale opvarmning som jeg ikke havde en løsning på, eller hvis løsning ville koste mig magten – fordi min formue ville forsvinde, eller mine vælgere ville miste levestandard. Måske håbede jeg bare at der med tiden ville komme en mulig løsning så jeg ikke behøvede at gøre noget upopulært nu, men ville kunne løse problemet mere populært om nogle år – eller lade andre tage de ubehagelige beslutninger om endnu flere år.
Jeg ville alligevel være nødt til at vise resten af verden at jeg forsøgte at løse problemet. Holde store internationale topmøder og diskutere det. Er det overhovedet et problem, hvem har skylden, og kan vi alle sammen blive enige om at gøre noget før nogen af os gør noget?
Og hvis jeg nu havde diskuteret det i årevis uden at der var sket andet end at næsten alle med fornuftens fulde brug havde anerkendt problemets alvor, og hvis jeg som magtelite ikke havde formået andet end at diskutere det på møde efter møde, og hvis jeg nu skulle holde et møde mere – uden at have noget nyt at komme med. Hvad ville jeg så gøre?
Ville jeg finde et barn, helst en pige, fra et troværdigt land – måske Nordamerika eller et sted i Skandinavien – og lade hende tale om problemets alvor? Give hende den store talerstol fordi jeg ville være ret sikker på hvad hun ville sige – for eksempel det samme som hun allerede havde sagt i EU og til økonomitoppen i Davos. Det ville være omkostningsfrit for mig, for hun ville ikke have magt til at true min position som magtelite.
Til gengæld ville hele mediecirkusset fokusere på hende. Hendes følelsesladede tale ville fylde mediebilledet i dagene før, under og efter. Med lidt held ville diskussionen efterfølgende handle om barnets troværdighed. Og alle ville måske lade være med at lytte til alt det magteliten ville holde af tomme taler. Magteliten kunne gentage de samme pæne erklæringer og intentioner uden at omsætte noget af det til handling – ingen ville lægge mærke til det, for barnet ville fylde det hele.
NB! Jeg påstår ikke, at Greta Thunberg er en konspiration skabt til at lede opmærksomheden væk fra et problem og manglen på løsninger. Jeg synes faktisk slet ikke, vi skal diskutere hende. Vi må hellere fokusere på hvad dem hun taler til, har at sige, og hvad vi vil gøre.