En mand stiger på toget – lidt forpustet spørger han om det kører mod Aalborg. Det gør det, så manden sætter sig. Da togføreren kommer for at se billetter, erklærer manden, at han har mistet sit dankort og sin telefon, men han har kontanter til at købe en billet for. Dem kan togføreren ikke tage imod. Han kan ikke sælge billetter. Han kan kun give manden et girokort med en kontrolafgift på 750 kr. Manden, der siger, han ikke har kørt i tog i mange år, er lidt rystet – han har ikke nogen intentioner om at snyde, han har bare været med en forsinket bus, så han nåede ikke at købe billet på stationen, og har som sagt kun kontanter.
Togføreren siger, at manden må henvende sig til DSB om det, for når han er steget på toget uden billet, kan togføreren kun give ham en kontrolafgift. Togføreren er selv iført en uniform, der er dekoreret med DSB’s logo, lige som toget både ude og inde stolt fremviser den røde sekskant med de tre hvide bogstaver som tegn på, at dette tog er DSB’s. Set fra den modsatte ende af kupeen er manden i færd med at henvende sig til DSB, men formodentlig er det DSB, som togføreren henviser til, en central kundeservice bag et telefonnummer eller en formular på hjemmesiden.
Fra den anden side af gangen blander en anden passager sig: ”Kan jeg ikke bare købe en billet til ham?”, spørger hun – ”så kan du jo bare betale mig”. Togføreren synes det er en fin løsning, og det gør manden bestemt også. Kvinden finder sin telefon frem, bruger DSB’s app, køber en billet og viser den grafiske kode, så togføreren kan scanne den og godkende mandens rejse. Og den forpustede mand giver sine kontanter til sin medpassager, og takker hende mange gange – hendes indgriben har sparet ham 700 kr.
Hvor er det trist, at teknologi og smarte telefoner har gjort vores verden så ufleksibel, at et menneske, der ikke er online, er afskåret fra at nå et tog, se en køreplan eller slå op i en telefonbog. Ja, der er meget, der er vundet for dem, der mestrer teknologien, men meningen er vel ikke at gøre alting sværere, dyrere og langsommeligere for resten af befolkningen? Og tænk at være så umyndiggjort som den togfører der kun har én løsning – en kontrolafgift – at tilbyde en passager i nød. Men hvor er det samtidig dejligt, at der stadig findes mennesker, som helt frivilligt, uopfordret og uden nogen form for egen vinding, vil træde til og hjælpe.