Forleden forudså en meningsmåling at regeringen havde indhentet halvdelen af de mange mandater de længe har været bagud. Ikke at de ville genvinde regeringsmagten, men de var dog gået frem, og Socialdemokratiet stod til det højeste resultat i månedsvis. I dag siger en anden meningsmåling at socialdemokraterne ikke går frem, mens DF står stærkt.
Og jeg bliver så træt. Dels over at der skal spildes tid på at måle hvad et udsnit af danskerne siger de vil stemme flere år før valget kan forventes. Og frem for alt over mediernes ukuelige tro på at meningsmålinger overhovedet betyder noget.
Ved det seneste valg – dér hvor vælgerne faktisk stemmer – vandt Venstre et mandat, mens Socialdemokratiet tabte et. Af alle de hundreder af meningsmålinger der var foretaget i månederne op til valget, var der ikke én der bare antydede dét. Faktisk spåede de fleste den første socialdemokratiske fremgang siden Helle Thorning overtog ledelsen. Et ekstra mandater til Venstre var der ingen der forudsagde.
Når man spørger såkaldt almindelige mennesker om hvad vi synes om produkter, reklamekampagner, tv-udsendelser m.m., beder man os om at vi forholder os til noget vi normalt ikke ville tage bevidst stilling til. Og pludselig gør vi os kloge på alt muligt. Jeg har engang oplevet at en mand i en fokusgruppe var vældig begejstret for den reklamekampagne han blev præsenteret for. Blot mente han, ville den ikke tiltale målgruppen. Det faldt ham ikke ind at grunden til at han blev spurgt om sin holdning, var fordi han faktisk selv var i målgruppen! Inden man lancerede likøren Baileys, testede man om fokusgrupper kunne lide den. De hadede den. Testen konkluderede at der ikke var nogen der ville drikke den cremede konsistens og søde smag. Baileys blev alligevel sendt på markedet – og blev en succes.
Der sker i mine øjne ofte det at adspurgte forsøger at svare ”korrekt”. Ikke i forhold til hvad de oprigtigt selv mener, men mere som de forventer undersøgelsen ønsker de svarer. Det er en helt naturlig reaktion. Gennem mange års skolegang er vi trænet i at svare dét, læreren ønsker at høre. Det er sådan man får ros, og det vil vi gerne have. Eller vi svarer ud fra hvordan vi gerne vil fremstå. Ikke hvad vi mener og gør, men hvad vi gerne ville mene og gøre. Det er en gammel sandhed at hvis vi købte lige så mange økologiske fødevarer som vi påstår i markedsundersøgelserne, ville omsætningen af økologiske varer være mange gange større.
Hvis jeg må overføre adfærden i forbrugerundersøgelser til spørgsmål om politiske stemmesedler, er det nærliggende at forestille sig at f.eks. måneders overskrifter om en regerings løftebrud og generelle upålidelighed kunne påvirke adspurgte vælgeres svar. Vil man indrømme at man stemmer på dem den almindelige og mediebårne holdning har udråbt til utroværdige vendekåber? Eller vil man for at virke begavet svare at man hellere vil stemme på oppositionen? Uagtet at man i sandhedens øjeblik bag forhænget med den kommunale blyant mellem fingrene vil sætte sit kryds ved A, B eller F? Jeg mener ikke det kræver megen fantasi – om end dem der lever af meningsmålingerne og deres offentliggørelser, ikke virker til at kunne forestille sig at det hænger sådan sammen.