”I har alle muligheder”, sagde den aldrende dame. Hun stod foran et hav af friske hvide huer og talte til årets nyudsprungne studenter engang for mange år siden. Så mange, at jeg selv sad i flokken med studenterhue på. Jeg husker ikke, hvem hun var, kun at hun var enten 25 eller 50 års jubilar. Om hun reelt var aldrende, eller jeg blot opfattede hende som sådan afhænger bestemt af hvilket studenterjubilæum hun fejrede. Det må jeg nødvendigvis påpege i dag, hvor mit eget 25 års studenterjubilæum nærmer sig. Men uanset, så hadede jeg hende for det. Jeg så dengang frem til optagelseskrav på stort set alle videregående uddannelser og en ungdomsarbejdsløshed, der vistnok får nutiden til at ligne en jobfest. Udelukket fra mit drømmestudium og begrænset i mine indtægtsmuligheder afskrev jeg damen, der i mine ungdommeligt livskloge øjne ikke havde begreb skabt om det, der dengang var virkeligheden for håbefulde, nyuddannede studenter, hvis eksamen ikke var gået helt som den skulle.
Og så tog jeg alligevel fejl.
Jeg tog ikke fejl i mængden af begrænsninger, men jeg tog fejl i hvor meget, jeg burde bøje mig i for dem. ”Ak ja, træerne vokser jo ikke ind i himmelen”, siges der – og det kan kun være forkert at sige. For det gør de jo, træerne. Vokser ind i himmelen. Nogle af dem i hvert fald. Man kan blandt andet se det, hvis man ligger under ét på en solbeskinnet junidag og læser til studentereksamen. Men det er selvfølgelig ikke nok blot at ligge og stirre op i trækronen og drømme om himlen. Man må orke at klatre op i dem. Om nødvendigt bruge en stige til de første par meter. Og måske er det ikke alle træer, der vokser lige meget ind i himlen. Og måske er det ikke altid en himmel oppe over skyerne, man finder deroppe, men i de rette træer når man langt fra jorden. Man får et udsyn over omgivelserne, som man ikke har, så længe man bliver liggende i skyggen. Man kan ligefrem se hen over de hegn, låger og begrænsninger, der ellers lukker éns verden af. Og ikke blot få et glimt af, hvad der er på den anden side, men med lidt held får man også syn for, hvor hegnet stopper eller lågen ikke er lukket helt i.
Så ”Lad dine træer vokse ind i himlen”, som reklamemanden Flemming Parmo for 10 år siden døbte sin læseværdige bog. For der er ingen grund til at lade være. For der er sjældent andre, der gør det for dig. For det kan der kun komme noget interessant ud af. Og det er dén pointe, som dette års studenter forhåbentlig har med sig under huen, når tømmermændene engang er sygnet hen. Og havde damen for mange år siden formået at formulere sig på dén måde, ville budskabet måske have sunket bedre ind allerede dér frem for hen over årene med studier, arbejde, familie og anden inspiration.
Så dette er en opfordring til årets snarligt udspringende studenter. Eller – med respekt for aldersgruppens antal af trofaste dagbladslæsere – måske mere en opfordring til deres forældre, bedsteforældre og aldrende jubilarer. Lad denne generation huske, at træerne faktisk vokser ind i himlen. Nogle af dem. Og at det finder man ud af ved selvsyn, hvis man orker at klatre op i et par af dem. Og deroppe kan det så – måske – vise sig, at man faktisk har om ikke alle så dog flere muligheder, end man ellers lige går og tror.