I et repræsentativt demokrati som det danske vælger vi nogle politikere som på vores vegne skal lede landet. De er nødt til at samarbejde og finde kompromiser – til bedst mulig gavn for det fælles bedste – samfundet, vælgerne, os alle sammen! Ikke for den enkelte politikers egen vinding og personlige ære.
Derfor er det bemærkelsesværdigt hvor mange af Folketingets medlemmer der siden sidste valg har forladt deres parti, har stiftet et nyt parti eller er blevet løsgængere. Primært fordi den formand deres parti demokratisk har valgt, ikke er den de ønsker. Først opløste Alternativet nærmest sig selv på den måde. Senest har Dansk Folkeparti gjort det samme. Indimellem er flere Radikale og Venstre-folk gået deres vej, blandt andet på grund af et formandsskifte. F.eks. er det åbenbart vigtigere for den tidligere Venstreformand at være formand end at være venstremand.
Vi har lige nu tre partier i Folketinget der ikke stillede op til sidste valg. Kristendemokraterne har endda været i Folketinget – uden at være valgt ind – men er ude igen. I alt har 22 skiftet parti, og mindst én af dem har gjort det to gange. Yderligere 10 har forladt Folketinget – to af disse nåede også at skifte parti inden.
Er dansk politik efterhånden så svagt på ideologi at det hele handler om personer og personlighed? Er det derfor det nyeste parti har stifterens eget navn i partinavnet, og at det har været ekstremt succesfuldt i at blive opstillingsberettiget? Intet partiprogram, ingen erklæret politik – blot en personlighed.
Jeg synes det er bekymrende.
Primært at tilgangen ”hvis det skal være sådan, så gider jeg ikke være med” er så fremherskende blandt demokratisk valgte politikere hvis job er at samarbejde. Og hvor langt er der egentligt fra surmulende at melde sig ud fordi et formandsvalg ikke er endt som man ønskede, til at påstå at valget er ”stjålet” og opildne sine tilhængere til at storme den lovgivende forsamling?
Sekundært fordi politikken vel bør være vigtigere end politikeren. Forslag skal vurderes ud fra hvad de kan gøre for samfundet – ikke ud fra hvem der har fremsat dem. Det betyder også at medierne skal huske at vi ved det kommende valg ikke skal stemme om hvem der skal være statsminister. Vi skal stemme om hvem der skal i Folketinget, og de skal derefter vælge en statsminister. Jeg ved godt at det er lettest at opstille et valg mellem én rød og én blå. Men ret beset er der vel dobbelt så mange partiledere der mindst lige så gerne vil være statsminister som de tre officielt erklærede aspiranter. Nogle har ligefrem startet deres eget parti for at kunne blive det.