På familiens sommerferie i Barcelona lagde vi mærke til at der fra ca. hver femte altan hang et catalansk flag. Som et tydeligt signal om hvor beboerne stod i forhold til ønsket om et selvstændigt Catalonien, folkeafstemningen og Carles Puigdemont og andre selvstyrepolitikeres frihed.
Fra færre altaner hang det spanske flag fra lejligheder der ønskede at markere dét standpunkt. Nogle steder hang spanske og catalanske flag på altaner over eller under hinanden, og dér må være basis for debat når beboerne møder hinanden på trappen! Men det slog mig hvor privilegerede vi er med vores flag herhjemme.
Dannebrog har ikke indbygget en politisk dagsorden. Vi bruger Dannebrog til fest og glæde: Fødselsdage, bryllupper, eksamensafslutninger, kolonihaven, ja sågar butiksåbninger og -udsalg markerer vi med Dannebrog. Der er ikke noget politisk standpunkt over Dannebrog på redningshusenes porte i Løkken og Lønstrup. Vi bruger ikke vores flag til at sætte skel mellem os og nogle andre – altså undtagen når der er landskamp. Og vil de politikere som ønsker at bruge flaget politisk, ikke godt være søde og lade være med det!
Og vil de i samme åndedrag ikke også være søde og holde op med at afvise tiltag, ting og handlinger ved at give dem prædikatet ”udansk”. Som om kun dét der er decideret ’dansk’, kan være godt. Som om alt der ikke er dansk, er fuldstændig uacceptabelt, ubrugeligt og frastødende. For så er der da nogle diskussioner omkring peperonipizza, ”Black Friday” og et maskeringsforbud, som vi måske skal have taget. Eller om juletræet – dekoreret med Dannebrog eller ej – som er indført fra et land vi siden har været i krig mod flere gange. For 200 år siden var et juletræ vel ’udansk’, og alligevel kunne det bruges til noget.
Så, kære alle politikere og andre: Vær uenige. Kald hinandens forslag tåbelige, urealistiske eller dumme. Men lad være med at bruge fædrelandet og flaget som målestok for, om ting er gode eller farlige og forkastelige. Så kan vi nemlig alle sammen fortsat feste og glædes med Dannebrog. Og nyde når flaget går til tops mens det ifølge Axel Juels flagsang maner om hele folkets evighed.