Jeg var på festival forleden. Omgivet af musik og folk der er opkogte og røde i hovederne af for meget frisk luft og fadøl og med vaklende skridt møver sig forstyrrende forbi for at komme tættere på eller ud fra en koncert. På den dér særlige festival-måde hvor enhver halv åbning i folkemængden opfattes som en vej.
Festivalen jeg oplevede, var Riverboat Jazzfestival i Silkeborg. En festival båret af traditionel jazz med livgivende indslag af mere moderne dele af genren. (Der må være et skræmmende antal banjoer pr. indbygger i Silkeborg dén weekend).
Men selv om musikken er milevidt fra hvad man denne weekend kan opleve i Nibe og Roskilde. Og selv om det hovedsageligt grå- og hvidhårede publikum kunne være bedsteforældre til publikum ved de to festivaler, er publikums holdning til egen deltagelse i koncerterne stort set den samme: Uforpligtende, øldrikkende og storsnakkende. Størstedelen af publikum er ikke kommet specifikt for at høre netop dette band, men er med på en kigger og kan uforpligtende gå videre hvis musikken ikke sådan lige falder i smag.
Festival-koncerter må være en genre for sig for de udøvende musikere. Oftest er koncerten kortere end de ellers ville spille. Til gengæld er publikum ikke på plads når koncerten starter, men kommer dryssende og går igen – alt efter hvad der sker på de øvrige scener, og hvorvidt de synes musikken er god. En evig urolig bevægelse ind, ud og forbi.
Publikum er sjældent domineret af dedikerede fans der har valgt at komme til lige præcis dén festival på dén dag for at høre dén koncert. De er der selvfølgelig også, men ikke mange orkestre vil have dem som flertal blandt publikum. Der er flere af den type som nok er positivt stemt, og som synes det er fedt at høre bandet live, men som måske ikke ville være kommet hvis det var en enkeltstående koncert. Og så er der dem der bare er til koncerten fordi de vil have en god plads til det band der skal spille bagefter. Eller de er der fordi der ikke rigtig sker andet lige nu – eller fordi deres venner er der.
Det betyder at bandet også har en chance for at vinde nye fans. Øge interessen for sig selv – hvis de gør det godt. Og der er også mulighed for at skabe en fest. Selv om ikke alle kan synge med når de kommer, vil en stor del af publikum have indtaget flere øl end til en enkeltkoncert, og derfor kan de være nemmere at rive med. Få til at danse, klappe og skråle – indtil de vælter omkuld og falder i søvn – hvis altså bandet formår at anspore til fest.
Og forhåbentlig er vi som festival-publikum åbne for nye impulser. Åbne for at give hidtil ukendte bands en chance og åbne for at blive revet med, når vi vakler rundt med for meget fadøl i kroppen. Det kræver selvfølgelig også at festivalarrangørerne tør variere programmet så det ikke kun består af genkomne bands fra forrige århundrede og de allermest sikre, nye hits. Så lad os håbe at de tør det. God festival, hvor end du tager hen!