Det er i nøden man skal kende sine venner. Sådan siger man. Af én eller anden grund synes jeg ofte at det bliver sagt i en småironisk tone når nogen svigter. Desværre. Når man er presset som partileder fordi man er ved at sætte sin troværdighed over styr. Når man mister sit arbejde og efter mange års medlemskab får brug for at A-kasse og fagforening har vilje og kompetence til at gøre en grundig indsats for at hjælpe én. Eller når man skal have hjælp til at flytte med alle sine bøger og massive egetræsmøbler fra lejligheden på 4. sal. I alle de situationer i livet hvor dem man sætter sin lid til, svigter – eller endda forsøger at stikke én en kniv i ryggen, en kæp i hjulet eller bærer ved til bålet.
Men heldigvis holder det også positivt: Det er i nøden man skal kende sine venner.
Når ens barn falder ned fra lejrskolehyttens køjeseng og brækker håndleddet, opdager man pludselig at de mennesker man er omgivet af, faktisk er venner.
I stedet for at trække sig i baggrunden og afvente om forældrene selv kan håndtere situationen er der én der finder smertelindrende plastre, én der kan vagtlægens nummer og ringer og beder om tilladelse til at komme på skadestuen – og én der tilbyder at køre det ulykkelige barn og de rystede forældre til selvsamme skadestue – hvor midt om natten og fjernt fra lejrskolehytten den end er centraliseret. Ja, man kan blive ganske varm om hjertet bagefter når barnet er lagt i gips og atter sover, over hvor megen velvilje og hjælp man møder. Og sande at det faktisk er i nøden man kender sine venner.
Ja, man kan endda i sin nød hænde at erkende venner i en større og mere næstekærlig betydning. Hvis ens bil forulykker i en snedrive på motorvejen, er der pludselig mennesker som uopfordret standser og spørger om de kan hjælpe. Mennesker, der vil låne én et tæppe og assistere med at tilkaldt hjælp. Mennesker, som ikke kunne klandres for at prioritere den aftale eller egen familie de er på vej til, frem for en tilfældig, forulykket familie i snevejr. Men som frivilligt vælger at engagere sig – hjælpe. Om man derfra bliver venner for livet eller blot skilles og siden aldrig ser hinanden, er sådan set underordnet.
Hovedsagen er at når man i nøden lærer sine venner at kende, er det ikke blot de venner man allerede regner med, men også mere perifere og sågar helt fremmede mennesker der rækker én hånden. Og begge dele er heldigvis langt mere værd end den smålige, småironiske kommentar når nogen svigter. Den vigtige pointe her er om man selv husker at være en ven når andre mennesker – kendte eller fremmede – er i nød. Det er i nøden man skal kende sine venner.