Hvis man gider, kan man fylde sin dag med mange irritationsmomenter. Ting man kan lægge vægt på, og som man derfor kan hidse sig op over. Barnevogne for eksempel. Eller rettere: Når en mor eller far pludselig stopper op midt på fortovet og læner sig ind over barnevognen for at rette på en dyne eller hue eller for at genplacere en sut – eller hvad de nu gør. For det er ikke dét de gør, der kan irritere. Det er deres evne til at standse midt på fortovet. Uvarslet og hensynsløst. Deres evne til ikke at trække ind til siden før de standser. For en barnevogn med foroverbøjet mor kan – placeret strategisk midt på fortovet – blokere for al gående færdsel. Så hvis man som tilfældig fodgænger hastigt på vej for at nå en aftale er så uheldig at være lige bag mor og vogn, må man bruge al sin behændighed og smidighed for ikke at buse ind i den foroverbøjede mors – eller fars – fremstrakte ende. Ja, et øjebliks uopmærksomhed kan gøre sammenstødet uundgåeligt.
Jeg skal gerne indrømme at jeg i mine yngre dage ikke var byens mest tolerante fodgænger når det gjaldt denne hensynsløse, uvarslede og totale blokering af fortov. Indtil jeg en dag fandt mig selv bøjet over egen barnevogn midt på fortovet. Ups. For når man er ude med barnevognen, er der måske ikke et fysisk mål med at gå. Målet kan udelukkende være at trille en barnevogn hvori et barn skal have hvile og søvn. Hvor man af mange forskellige grunde med varierende grad af rimelighed prioriterer barnets søvn over temmelig mange andre ting i verden, og hvor dét at rette på en hue, en dyne eller en sut derfor er en fuldstændig uopsættelig handling. Man kan ikke se sig over skulderen. Man kan ikke trække ind til siden. Man kan ikke andet end at få rettet dén hue, og det skal være lige nu!
Når man så står dér, foroverbøjet med enden i vejret og erkender at man selv er i færd med at blokere fortovet for medtrafikanterne, må man foretage tre mentale handlinger: 1) Man må forsøge at lære sig selv at trække sin barnevogn ind til siden før man standser brat op. 2) Man må indse at man kan være mere forstående over for forældre med barnevogn – selv om de blokerer fortovet. De har grunde som de finder objektivt rimelige, og som de først om et par år vil være parate til at diskutere. 3) Man må finde andre irritationsmomenter at fylde sin dag med. Ingen af disse mentale handlinger er specielt svære. Med lidt øvelse husker man faktisk både at trække til siden før man standser og udvise forståelse over for andres fejlplacerede barnevogne. Og verden er fuld af potentielle irritationsmomenter man kan fylde sin dag med. Men det er – som jeg indledte med – selvfølgelig KUN hvis man virkelig gider!