Togbustanker

Otte uger med togbus mellem Aalborg og Langå. Det lærer man en del af. Frem for alt lærer man at sætte pris på at have tre ugers ferie, men det er ikke den eneste erfaring jeg har samlet op på mine alt for langvarige, mange ture med togbussen mellem Aalborg og Langå.

For eksempel har jeg lært at der i en have i Hornbæk/Over Hornbæk lige uden for Randers står to store, runde buske med åbne øjne og holder øje med trafikken. Og ja, de er store nok til at kunne kigge hen over hækken. Og Randers har et Hjernecenter. Jo, jo. Den er god nok. På vej ud af byen, lige før motorvejen – ikke så langt fra Randers Rygcenter, naturligvis. Randers Hjernecenter. Jeg ved ikke hvad der foregår, men mon ikke der er en form for aktivitet.

Jeg kender nu flere jyske busselskaber end jeg egentlig havde lyst til. Jeg ved hvilke der kører i høj-komfort-busser, og hvem der stadig bruger nogle gamle rutebiler til persontransport. Så ét af livets små glæder er at konstatere hvem der kører ruten. Og det kan man så tænke lidt over mens man sidder i toget til Langå.

Jeg ved også hvilket selskab der havde en chauffør som hverken kunne finde ud af Aalborg – U-vending midt på Sohngaardsholmsbakken – eller finde fra motorvejen til Hobro (det gælder egentlig blot om IKKE at dreje fra landevejen). Men måske var han bare nyforelsket og havde sit hoved et helt andet sted. Og måske boede kæresten i Hørby eller Rosendal så han lige ville svinge forbi i håb om at fange et glimt af hende eller ham. Eller måske var forholdet bare endt ulykkeligt så han havde druknet sin kærestesorg i vodka hele morgenen inden han kørte. I hvert fald lærte jeg at toget ikke venter fem minutter på togbussen hvis den er forsinket – gad vide hvor mange passagerer der var med. Det kan man så tænke lidt over, mens man står på Langå station og venter på det næste tog.

Jeg har også lært at Fremtiden ligger i Langå. Ja, jeg er faktisk kørt lige forbi Fremtiden både morgen og aften i flere uger uden dog at komme tættere på. Det kan man så tænke lidt over mens man sidder i togbussen mellem Aalborg og Langå. At Fremtiden i Langå er en virksomhed der producerer staldinventar, det kan man også tænke lidt over.

Der er ikke sådan voldsomt meget trafik i Langå – hverken ved ottetiden om morgenen eller halvsekstiden om aftenen. Faktisk må disse otte ugers massive trafik med 2-3 busser ind og ud hver halve time have virket voldsomt i byen. Som nu får fred igen. Gad vide hvorfor Langå – dér hvor sporene fra Nordvest-, Nord- og Østjylland mødes – egentlig ikke er blevet til mere? Her må da være mere togtrafik og rejsende end i f.eks. Randers? Ja, det kan man så tænke lidt over mens man sidder i togbussen mellem Aalborg og Langå. Men nu slutter det. Busselskaberne får deres busser igen. Passagererne  får et tog der kører hele vejen mellem Aalborg og København. Ifølge Rejseplanen.dk vil det tage omtrent lige så lang tid som med togbussen. På nær altså Lyntoget der vil tage tre minutter længere end det ordinære InterCitytog. Men det kan man jo så tænke lidt over mens man sidder i toget et sted mellem Aalborg og Langå.