Kort tid efter han havde sat sig i kupeen, begyndte der at lugte af ost. Og så er det meste måske løgn. For ‘han’ sidder bag mig og kunne lige så vel være en ‘hun’. Og da jeg ikke har været opmærksom på ham tidligere – endsige ved præcis hvem det er – ved jeg ikke hvor længe han har været her. Men her lugter af ost. Ikke en gennemtrængende, lunken skolemadpakkeost, men en mere ædel form. Måske. En Castello eller en camembert vil jeg tro – uden at jeg dog kan kalde mig ekspert i ostes forskellige lugte. Der er så mange nye typer. Den har bare et eller andet markant over sig. Noget interessant og tydeligvis ostet. Og så er det for så vidt også underordnet hvilken slags ost det er. Pointen er at den lugter, og at det er en hvilekupe vi sidder i. Ham og jeg. En kupe, hvor man ikke må forstyrre sine medpassagerer ved støjende adfærd. Kan en lugt være “støj”? – Undskyld, men vil du være sød og skrue ned for den ostemad – jeg prøver på at sove? Nå. Han står nok snart af.