Skråt foran mig sidder der én og ser James Bond. På sin pc. Den er lige begyndt. Det er én af de klassiske. Det kunne være You Only Live Twice eller From Russia With Love. Jeg ved jeg ikke. Endnu. Men det er Sean Connery, og jeg kan sagtens følge med. Skærmen er stor – vinklen er perfekt. Han sidder med hovedtelefoner, så jeg kan ikke høre lyden, men jeg kan læse underteksterne. Og så kompliceret er James Bond jo heller ikke. Intet problem. Og dog.
Der er hende med det blonde hår og de kønne, triste øjne. Hende, der sidder over for mig. Hun har James Bond skråt bag sig i en vinkel, så jeg frygter hun vil tro at det er hende jeg kigger på. At jeg indgående studerer hendes bryster, især det venstre – eller hendes venstre arm for den sags skyld. Mens jeg i virkeligheden blot følger James Bonds lydløse kamp for at redde verden. Men det er ikke til at se. Jeg vil ikke intimidere. Jeg vil ikke bringe nogen i forlegenhed – heller ikke mig selv. God kamp, 007. Hun drikker hindbæryoghurt.