Jeg har en ubændig trang til at stå af i Hadsten. Jeg ved ikke hvorfor. Når jeg sidder her i Intercity. På vej sydover. Måske er det navnet. Måske er det bare en ubændig trang til at stå af. Hvor Hadsten så er åbenbar. Jeg vil købe en hindbærsnitte hos bageren. Og en håndværker. Smurt. Kigge ind ad vinduerne til Hadsten Bank og nyde at fusioner og opkøb ikke har nået Hadsten. Endnu. Jeg når lige at fantasere om Sun Studio med de nye rør og den lokale natklub, Charlie – eller hvad den hedder i øjeblikket. Så sætter toget i gang, og jeg sidder her stadig. Uden at vide om Hadsten virkelig er. Måske er der kun banearbejderstatuen og pladsen jeg kan se. Et levn fra en DSB-film. En kulisse fra Rejseholdet? Og jeg ved at jeg skal nordpå i morgen. Og jeg ved at Hadsten står der igen. Og jeg ved at toget standser i Hadsten. Og jeg har en ubændig trang til at stå af.