Det er aften. Det er sent. Det er sidste tog ud af Hobro. Jeg er lige steget på. Det gør jeg sjældent i Hobro. Vi er ikke mange i kupeen. Konduktøren kommer ind. Togføreren, billetkontrolløren – hvad hedder de? Den planmæssige tur gennem toget efter ”Nye rejsende”. Ikke noget usædvanligt i dét. Og dog. Duften af parfume er kraftig. Kraftigere end forventet. Den overdøver hendes uniform, så jeg må løfte blikket. Hun er ikke ung, men velholdt. Barmen større end gennemsnittet, men uniformen sømmeligt knappet. Slet ikke noget dér – ud over duften. Og så alligevel. Da hun fortsætter sin rute mod andre nye rejsende, ser jeg det. Det smalle stykke mellem nederdelen og støvlernes kant. Hendes strømper. Hendes mønstrede strømper. Bemærkelsesværdigt festligt. Og så ikke mere. Kun duften forsvindende i luften. Genopfrisket gennem kupeen efter hver station. Og et glimt af et lille stykke feststemte strømper.