En dag skyder jeg mig selv. En kugle gennem hovedet. Sådan! Eller også hænger jeg mig. Nej, jeg springer ud ad vinduet, gør jeg. Jeg tager i hvert fald livet af mig selv. En dag. Bare for at se, hvad det sker. Ikke fordi jeg er træt af livet. Ikke specielt træt i hvert fald. OK, det er muligt, der er ét eller andet, der får mig til det. En eller anden detalje der er for meget. Men jeg går ellers ikke med selvmordstanker. Slet ikke. Jeg vil bare godt prøve en dag. Og det skal være dramatisk. Ikke noget med sovepiller og slumre stille ind. Nej. Det skal være blod og dramatik. Masser af blod. Derfor skyder jeg hovedet af mig selv. Eller springer ud ad vinduet. Eller begge dele samtidig. Bare for at se, hvad der sker. Men det kan jeg jo ikke. Når først min hjerne er sprøjtet ud over gulvet, kan jeg jo ikke se, hvad der sker. Jeg kan i hvert fald ikke være sikker på at se, hvad der sker.