En dag går jeg min vej. Jeg går ud ad døren og lukker den bag mig. Du ser mig ikke mere. Overhovedet ikke. Aldrig nogensinde. Jeg går min vej – og væk er jeg.
Måske siger jeg at jeg går ned efter cigaretter. Den plejer at virke. Også hvis du protesterer: “Du ryger jo ikke”. “De er til dig, skat”, vil jeg svare. Hvis jeg svarer. Eller “Jeg har tænkt mig at begynde”. Jeg skal nok finde på noget. Noget godt. Og så går jeg.
En dag går jeg min vej. Måske på grund af noget du har sagt. Eller noget du ikke har sagt. Måske har jeg ingen grund. Måske går jeg bare. En dag går jeg min vej. Du vil forsøge at holde mig tilbage. Du vil gribe min hånd og trygle mig om at blive. Måske. Måske går jeg alligevel. Måske ikke.
En dag går jeg min vej. Jeg har gjort det før, ved du. Jeg har gjort det tit. Gået ud ad døren og lukket den bag mig. Jeg gør det nærmest dagligt. Men jeg vender altid tilbage. Hver gang. Kommer igen. Indtil nu. Indtil jeg holder op. Når jeg en dag går min vej. For alvor. En dag går jeg for alvor min vej. En dag går jeg. En dag.