En dag drikker vi os fulde sammen. Bare du og mig. En hel dag. Vi sætter os ned med det antal flasker det nu kræver. Jeg ved ikke hvor mange vi behøver. Jeg ved ikke hvad det skal være for nogle. Men vi sætter os ned og drikker os fulde. Vi bruger hele dagen på det. Af og til spiser vi måske lidt. Af og til kan det være vi elsker. Vi synger måske en sang. Måske alle tre ting på én gang – hvem ved? Hovedsagen er at vi drikker os fulde. Hele dagen. Først næste dag vil vi holde op igen. Vågne med tømmermænd, og undre os over at det dog gik så vidt med os to. Eftertænksomt forsøge i fællesskab at rekonstruere gårdsagens begivenheder, men stadig være i tvivl om enkelte punkter. Sang vi nu også tre forskellige sange, eller sang vi den ene af dem to gange? Hvornår opstod egentlig den store rødvinsplet på tæppet – og hvordan? Ja, bevares, der væltede vel en flaske rødvin, men hvorfor? Hvem tabte den? Hvem sparkede til den – og hvorfor nåede så meget at løbe ud på tæppet? Og vi ved at dén plet fremover vil minde os om den dag vi drak os fulde sammen. Den kan aldrig gå væk. Til stadighed vil den være et minde. Vi kan købe et nyt tæppe, det kan vi. Selvfølgelig kan vi det. Ét uden rødvinspletter. Men det vil altid minde os om hvorfor vi var nødt til at købe et nyt tæppe. Det var fordi vi drak os fulde sammen. En hel dag. Vi drak os bare fulde en hel dag – sammen.