En dag er jeg sød . Sød som sukker. Sidder stille i det ene hjørne og udstråler sødme. Smiler venligt, høfligt genert, med al den sødmefulde charme jeg kan præstere. En dag er jeg sød. Hele dagen. Bare sød.
Jeg vil smile og sige ja til alle forslag. Næsten. Jeg vil give mig selv hen. Være sød i alle sammenhænge. Som candyfloss. Som bolcher. Dem til 10 øre, man kunne købe i den lille købmand henne i Bagergade for 25 år siden. Dem i klart cellofan. De var røde, gule og grønne. Ja, dem! Ligeså sød som dem vil jeg være. En dag. Den helt samme klistrede sukkersøde følelse som de bolcher. Kun en ubestemmelig smagstilsætning vil nuancere sødmen en smule. Nuancer man alligevel ikke er helt sikker på. Var det nu den gule eller den røde smag? Måske den grønne? Kun nuancen i det næste bolche kan afgøre det. Og bagefter er det kun det søde, der har gjort indtryk. En dag er jeg sød. Hele dagen sød. Så sød så man får kvalme af det. Sød så det står mig op i halsen. Når jeg ikke kaster op af kvalmefuld sødme, er det fordi det ikke ville være sødt. Kun derfor. Og sød dét vil jeg være. Dén ene dag.