Som nævnt har jeg ikke fulgt disse taler til nationen. Jeg har uden at få problemer kunnet vente en time med at vide hvilke restriktioner der gælder fra på mandag. Ja, faktisk har jeg sparet mindst en time foran hver direkte livetransmission og i stedet bagefter kunnet læse mig til det relevante på et par minutter.

Jeg har nemlig en forventning om at kompetente journalister både kan sortere alt det ligegyldige snak fra og måske endda stille de relevante spørgsmål til det aktuelle emne (en forventning de direkte transmitterede pressemøder til tider udfordrer), inden de bringer indholdet videre. Ellers ved jeg dybest set ikke hvad journalisterne er til for? Hvis jeg ønskede den direkte, usorterede propaganda, kunne jeg jo bare følge politikere, landstrænere m.fl. ukritisk på diverse sociale platforme.

Og jeg ved godt det er fordi hastighed er en journalistisk dyd. At være på gerningsstedet. Live og direkte – ja helst vil medierne forudsige (dvs. gætte på) pressemødets indhold inden mødet afholdes. Det ærgrer mig bare at selve dét at være på stedet og sende live tilsyneladende er vigtigere, end kvaliteten og relevansen af dét man kommer først med. Og hvor ville jeg ønske at det af og til lignede at der var tid på nyhedsredaktionerne til at vurdere væsentlighed, tjekke fakta og perspektivere frem for blot at holde mikrofoner og sende direkte.

Jeg er dog spændt på hvordan en reduceret fælles medieplatform matcher samme politiske stemmers frygt for at landet mister sin såkaldte ’sammenhængskraft’, når vi hver især skal spredes ud over udenlandske streamingserier, sportskanaler og reklameafbrudt reality-virkelighed uden fælles grundklang. Det tør jeg ikke gisne om, og det er slet ikke pointen her.

Næh, det bemærkelsesværdige i DR’s public service-kontrakt for 2019-2023 er sætningen ”DR kan bringe tekstbaserede nyheder, men skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler.” Det står der faktisk. Jeg skal med det samme understrege at jeg ikke kender kontraktens definition af ’lange’ og ’dybdegående’. Og jeg skal også understrege at det ikke kan undre at en kulturminister fra landets mest liberale parti, i en regering ledet af landets største liberale parti, mener det er rimeligt at blande sig i redaktionelle prioriteringer. Efter samme regering har lovgivet om borgernes påklædning og nu diskuterer lovforslag om hvordan vi skal hilse på hinanden, kan detaljerede, topstyrende dekreter fra centraladministrationen næppe overraske nogen.

Det der undrer, er det bevidste ønske om at det statsejede nyhedsorgan for alt i verden ikke må være dybdegående i sine (skriftlige) nyheder. Berlusconi, Orbán og en del sydamerikanske regeringsledere vil fremover kunne fremhæve Danmark som forbillede når det handler om at tøjle pressen. Imens må vi andre nyde DR’s korte, letbenede nyheder og håbe på at de kommercielle mediehuse fortsat kan holde de dybdegående redaktionelle faner højt og uafhængigt af eventuelle interesser i annonceafdelinger, bestyrelser – og liberale regeringer.