Jeg er ikke interesseret i MitID. Jeg vil blot betale en regning, så jeg læser hurtigt at jeg har en uge til at få det. Fint! Jeg vil gøre det en anden dag hvor jeg har bedre tid. Jeg klikker videre til side 2, men så kan jeg ikke komme videre. Jeg skal først godkende vilkår og betingelser for MitID. Altså må jeg hellere læse det ordentligt! Men muligheden for at gå tilbage til side 1 findes ikke! Jeg kan kun godkende og gå fremad til næste side. Altså må jeg logge af og på min netbank én gang til – og vente de 3 minutter det igen tager at hente information fra MitID.

Denne gang læser jeg brevet fra MitID grundigt. Det fremgår at jeg skal vælge et ”MitID identifikationsmiddel” som MitID dog ikke fortæller mig hvad er. Efter en Google-søgning kan jeg forstå at det primært er MitIDs app som jeg skal installere på min telefon. For så tager det under 10 minutter at få MitID.

10 minutter! Inden jeg kan komme videre og betale min regning. Men først skal jeg læse og godkende vilkår og betingelser for MitID. Det er et 17 siders dokument. Og heri opfordres jeg til at læse sikkerhedsvejledningen – yderligere 3 sider. Og jeg skal også godkende deres 5 siders privatlivspolitik. Efter 25 formelle sider om alt det jeg skal og ikke må med MitID identifikationsmidler, koder m.m., er min netbank automatisk logget af. Altså må jeg igen logge på og igen vente 3 minutter på information fra MitID hvor jeg igen kan læse at ”Få trin til at få MitID” kun tager 10 minutter. Jeg har allerede brugt over 20, og jeg har hverken fået MitID eller betalt min regning.

Jeg havde i øvrigt ikke behøvet at læse vilkår og betingelser for hvis jeg ikke vil godkende de krav MitID stiller til mig, kan jeg ikke komme ind i min netbank. Tvunget af ønsket om at ville betale min regning, godkender jeg derfor vilkårene og installerer den krævede app på min telefon. Hvis jeg vil have fuld sikkerhed, opfordrer MitID til også at installere appen på min arbejdstelefon eller min tablet. Jeg har hverken eller og synes allerede kravet om at jeg skal have én smartphone af nyere model + et abonnement dertil, er rigeligt med udgifter at pålægge mig hvis jeg stadig skal have råd til at betale den regning jeg ihærdigt prøver at huske, er årsagen til at jeg kæmper mig gennem MitIDs digitale forhindringsløb.

Da jeg endelig er kommet igennem, bliver jeg bedt om at logge på min netbank igen – bare med MitID. Og herefter – oh salighed – kan jeg få lov at betale min regning.

Jeg forstår hvorfor ”tID” udgør over halvdelen af navnet ”MitID”.

Først skal man finde vaskeanvisningen, for der er ikke enighed om hvor den skal sidde: i nakken eller i højre eller venstre side? Og finder man den, er det en hel bog, fordi samme T-shirt skal sælges over hele kloden så vaskeanvisningerne findes på alle sprog. Derfor er skriften også mindre end 1 millimeter høj – hvilket er skidt i en vaskekælder uden projektørlys. Især hvis ens øjne nærmer sig læsebrillealderen.

Vaskevandets temperatur er desuden ikke den første oplysning man finder. Ofte er det advarslen ”Keep away from fire”. Det må være en udbredt tro, at tøj og ild kan opbevares sammen siden det er det første jeg skal vide om min sweater. I sportstøj er advarslen mod ild dog fortrængt af garantier for at de varemærker der er trykt på trøjen, er ægte. En oplysning der måske er relevant når man køber tøjet – hvis man ikke har tillid til forhandleren. Og garantien ville måske være stærkere hvis producenter af kopivarer ikke var i stand til at kopiere en sådan garanti, men jeg er ikke ekspert på området.

Selve oplysningen om hvilken temperatur tøjet bør vaskes ved, findes på en af de følgende sider i form af et symbol; f.eks. et kar med vand. Det positive er at symbolet er lettere at finde end at gennemlæse teksten af 1 millimeter bogstaver. Der ærgerlige er at symbolet har samme størrelse som teksten – og temperaturen derfor står med tal mindre end en halv millimeter. Det er ikke nemt.

Men måske skal det slet ikke være nemt. Modeindustrien er kendt for at spilde ressourcer og kasserer kollektioner flere gange om året. De forventer at jeg kun vasker tøjet 5-6 gange før det kasseres. Så hvorfor yde kundeservice med læsbare vaskeanvisninger? Måske håber de faktisk på at jeg vasker mit tøj forkert så det skal smides ud allerede efter første vask? For så skal jeg jo ud og købe nyt.

Togføreren siger, at manden må henvende sig til DSB om det, for når han er steget på toget uden billet, kan togføreren kun give ham en kontrolafgift. Togføreren er selv iført en uniform, der er dekoreret med DSB’s logo, lige som toget både ude og inde stolt fremviser den røde sekskant med de tre hvide bogstaver som tegn på, at dette tog er DSB’s. Set fra den modsatte ende af kupeen er manden i færd med at henvende sig til DSB, men formodentlig er det DSB, som togføreren henviser til, en central kundeservice bag et telefonnummer eller en formular på hjemmesiden.

Fra den anden side af gangen blander en anden passager sig: ”Kan jeg ikke bare købe en billet til ham?”, spørger hun – ”så kan du jo bare betale mig”. Togføreren synes det er en fin løsning, og det gør manden bestemt også. Kvinden finder sin telefon frem, bruger DSB’s app, køber en billet og viser den grafiske kode, så togføreren kan scanne den og godkende mandens rejse. Og den forpustede mand giver sine kontanter til sin medpassager, og takker hende mange gange – hendes indgriben har sparet ham 700 kr.

Hvor er det trist, at teknologi og smarte telefoner har gjort vores verden så ufleksibel, at et menneske, der ikke er online, er afskåret fra at nå et tog, se en køreplan eller slå op i en telefonbog. Ja, der er meget, der er vundet for dem, der mestrer teknologien, men meningen er vel ikke at gøre alting sværere, dyrere og langsommeligere for resten af befolkningen? Og tænk at være så umyndiggjort som den togfører der kun har én løsning – en kontrolafgift – at tilbyde en passager i nød. Men hvor er det samtidig dejligt, at der stadig findes mennesker, som helt frivilligt, uopfordret og uden nogen form for egen vinding, vil træde til og hjælpe.

Øv. Nå. Men i en moderne verden kan jeg som forbruger heldigvis klage min nød, så jeg ville spørge det kendte og anerkendte mærke om jeg blot havde været uheldig med en dårlig kop, eller om kvaliteten af produktet bare ikke var god nok til daglig brug. Det var som sagt ikke en dyr model selv om de havde lagt navn og mærke til.

Altså konsulterede jeg deres hjemmeside for at finde kontaktoplysninger. Dem var der ingen af. Ud over en postadresse, men hvem har tid og råd til at stole på Postnord der end ikke kan lægge navn til et professionelt cykelløb uden det går galt. Så er der heldigvis Facebook – en kanal jeg engang har haft held med at få kontakt til et flyselskab hvis hjemmesides kontaktformular ikke fungerede.

Det kendte og anerkendte mærkes Facebookside er engelsksproget og worldwide. Det seneste opslag de selv havde lagt på, var at de søgte en Sales Director til North America. De to seneste opslag fra deres kunder var en ubesvaret henvendelse fra en hollænder om hvor hun kunne købe en gummipakning til et af deres produkter (som hun havde købt i Frankrig), og en anden kvinde der skrev at hun for fem uger siden havde henvendt sig her på Facebook, men at de endnu ikke havde svaret. Og lige dér gav jeg så op.

Ikke bare opgav jeg at få spurgt hvad jeg burde kunne forvente af deres rejsekrus, men i det hele taget. Min lyst til nogensinde på noget tidspunkt i mit liv igen at købe rejsekrus, stempelkander eller noget som helst andet produkt af samme mærke forsvandt fuldstændig. Og det slog mig at jeg som moderne forbruger ikke bare forventer at de produkter jeg køber af anerkendte mærker, er i orden, men at jeg også forventer at mærkerne er åbne for og interesserede i at tale med mig. At jeg forventer de vil høre på min ros eller brok, og at de vil give sig tid til at svare. Og at det er så naturligt for mig at jeg reagerer med trods og afvisning når jeg – som i dette tilfælde – møder en virksomhed der vender mig ryggen og tilsyneladende kun er interesseret i at sælge mig deres produkter.