Politik – I begyndelsen

Hvad skal vi med politikere der ikke kan samarbejde?￼
I et repræsentativt demokrati som det danske vælger vi nogle politikere som på vores vegne skal lede landet. De er nødt til at samarbejde og finde kompromiser – til bedst mulig gavn for det fælles bedste – samfundet, vælgerne, os alle sammen! Ikke for den enkelte politikers egen vinding og personlige ære.

Derfor er det bemærkelsesværdigt hvor mange af Folketingets medlemmer der siden sidste valg har forladt deres parti, har stiftet et nyt parti eller er blevet løsgængere. Primært fordi den formand deres parti demokratisk har valgt, ikke er den de ønsker. Først opløste Alternativet nærmest sig selv på den måde. Senest har Dansk Folkeparti gjort det samme. Indimellem er flere Radikale og Venstre-folk gået deres vej, blandt andet på grund af et formandsskifte. F.eks. er det åbenbart vigtigere for den tidligere Venstreformand at være formand end at være venstremand.

Vi har lige nu tre partier i Folketinget der ikke stillede op til sidste valg. Kristendemokraterne har endda været i Folketinget – uden at være valgt ind – men er ude igen. I alt har 22 skiftet parti, og mindst én af dem har gjort det to gange. Yderligere 10 har forladt Folketinget – to af disse nåede også at skifte parti inden.

Er dansk politik efterhånden så svagt på ideologi at det hele handler om personer og personlighed? Er det derfor det nyeste parti har stifterens eget navn i partinavnet, og at det har været ekstremt succesfuldt i at blive opstillingsberettiget? Intet partiprogram, ingen erklæret politik – blot en personlighed.

Jeg synes det er bekymrende.

Primært at tilgangen ”hvis det skal være sådan, så gider jeg ikke være med” er så fremherskende blandt demokratisk valgte politikere hvis job er at samarbejde. Og hvor langt er der egentligt fra surmulende at melde sig ud fordi et formandsvalg ikke er endt som man ønskede, til at påstå at valget er ”stjålet” og opildne sine tilhængere til at storme den lovgivende forsamling?

Sekundært fordi politikken vel bør være vigtigere end politikeren. Forslag skal vurderes ud fra hvad de kan gøre for samfundet – ikke ud fra hvem der har fremsat dem. Det betyder også at medierne skal huske at vi ved det kommende valg ikke skal stemme om hvem der skal være statsminister. Vi skal stemme om hvem der skal i Folketinget, og de skal derefter vælge en statsminister. Jeg ved godt at det er lettest at opstille et valg mellem én rød og én blå. Men ret beset er der vel dobbelt så mange partiledere der mindst lige så gerne vil være statsminister som de tre officielt erklærede aspiranter. Nogle har ligefrem startet deres eget parti for at kunne blive det.

Ane har nu ansvaret
Nå, så fik vi en ny kulturminister. Som også er kirkeminister. Og bare hun nu kan overskue begge ministerier. Jeg har nemlig svært ved at forstå hvorfor kulturministeriet er så sekundært et ministerium at det ofte deler sin minister med andre.

Det undrer mig ikke bare fordi vores statsminister ved præsentationen af den nye minister roste kulturlivet for at have hjulpet landet gennem alle nedlukningerne. Hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt i og med kulturen var noget af det hendes regering holdt allerlængst og allermest lukket.

Næh, det undrer mig fordi politikere fra flere partier nu i mange, mange år har talt imod at hjælpe mennesker på flugt fra krig og forfølgelse fordi de (politikerne) vil beskytte ”danskheden” og ”sammenhængskraften”. Det er ganske vist sjældent nogen af dem sætter ord på hvad denne højtprioriterede danskhed og sammenhængskraft egentlig er, men i mine øjne må det være ting vi har som fælles referenceramme. Det vi danskere kan forenes om på tværs af alder, socialklasse og landsdele. Dvs. højskolerne (Grundtvig), fædrelands- og popsange, HC Andersen, Skagensmalerne, Matador, fodboldlandsholdet og alt muligt andet der alt sammen hører under Kulturministeriet.

I den forbindelse kunne man i øvrigt godt diskutere om en flok flygtninge vitterligt er en større trussel mod danskheden end påvirkninger fra de mange Hollywoodfilm og utallige amerikanske tv-serier der fylder sendefladen på flere danske tv-kanaler. Om de amerikanske højtider Halloween, Valentines Day og Black Friday vi har taget imod med åbne arme, betyder mere eller mindre for vores danskhed end de kvoteflygtninge vi helst ikke vil modtage.

Men uden at kaste mig ind i den diskussion vil jeg til stadighed undre mig over at skiftende regeringer ikke opprioriterer lige netop det ministerium der har ansvar for at styrke alle udtryk for dansk kultur, danskhed, og som har kraft til at skabe sammenhæng og -hold: Teatre, danske tv-serier, film, musik, foreningslivet, sporten, litteraturen og sproget? Det burde da være ét af de mest centrale ministerier!

Nå, det kan selvfølgelig være vores nye kulturminister vil ændre på dette. Hun har tilsyneladende aldrig tidligere haft kulturpolitiske hverv, men jeg har set i avisen at hun både har været på Hjallerup Marked og i operaen. Så held og lykke med dit nye job, Ane Halsboe-Jørgensen, og det store ansvar, der nu hviler på den ene af dine skuldre. Danskheden og sammenhængskraften har store forventninger til dig.

Drop de direkte pressemøder
I det seneste halvandet års tid har tv jævnligt afbrudt planlagte programmer for at transmittere direkte og live fra pressemøder om virus og restriktioner, om mutationer og kontakttal – og om humøret i landsholdslejren. Jeg har set meget lidt af meget få af dem. For det hedder jo faktisk ”pressemøde” fordi det er et møde for pressen. Ikke for alle os andre. Men i stedet for blot at overvære pressemødet og stille passende spørgsmål for bagefter at kunne viderebringe det væsentlige tænder tv-kanalerne for kameraerne og stiller direkte igennem så vi alle kan overvære Frederiksen, Brostrøm, Hjulmand og andre fremsige de på forhånd planlagte og tilpassede formuleringer. Direkte og ufiltreret.

Som nævnt har jeg ikke fulgt disse taler til nationen. Jeg har uden at få problemer kunnet vente en time med at vide hvilke restriktioner der gælder fra på mandag. Ja, faktisk har jeg sparet mindst en time foran hver direkte livetransmission og i stedet bagefter kunnet læse mig til det relevante på et par minutter.

Jeg har nemlig en forventning om at kompetente journalister både kan sortere alt det ligegyldige snak fra og måske endda stille de relevante spørgsmål til det aktuelle emne (en forventning de direkte transmitterede pressemøder til tider udfordrer), inden de bringer indholdet videre. Ellers ved jeg dybest set ikke hvad journalisterne er til for? Hvis jeg ønskede den direkte, usorterede propaganda, kunne jeg jo bare følge politikere, landstrænere m.fl. ukritisk på diverse sociale platforme.

Og jeg ved godt det er fordi hastighed er en journalistisk dyd. At være på gerningsstedet. Live og direkte – ja helst vil medierne forudsige (dvs. gætte på) pressemødets indhold inden mødet afholdes. Det ærgrer mig bare at selve dét at være på stedet og sende live tilsyneladende er vigtigere, end kvaliteten og relevansen af dét man kommer først med. Og hvor ville jeg ønske at det af og til lignede at der var tid på nyhedsredaktionerne til at vurdere væsentlighed, tjekke fakta og perspektivere frem for blot at holde mikrofoner og sende direkte.

Konspiration Thunberg
Hvis nu det var mig der var magteliten i denne verden, og
jeg stod med et problem jeg enten ikke magtede eller reelt ikke ønskede at
løse. Det kunne være den globale opvarmning som jeg ikke havde en løsning på,
eller hvis løsning ville koste mig magten – fordi min formue ville forsvinde,
eller mine vælgere ville miste levestandard. Måske håbede jeg bare at der med
tiden ville komme en mulig løsning så jeg ikke behøvede at gøre noget upopulært
nu, men ville kunne løse problemet mere populært om nogle år – eller lade andre
tage de ubehagelige beslutninger om endnu flere år.

Jeg ville alligevel være nødt til at vise resten af verden
at jeg forsøgte at løse problemet. Holde store internationale topmøder og
diskutere det. Er det overhovedet et problem, hvem har skylden, og kan vi alle
sammen blive enige om at gøre noget før nogen af os gør noget?

Og hvis jeg nu havde diskuteret det i årevis uden at der var
sket andet end at næsten alle med fornuftens fulde brug havde anerkendt problemets
alvor, og hvis jeg som magtelite ikke havde formået andet end at diskutere det
på møde efter møde, og hvis jeg nu skulle holde et møde mere – uden at have
noget nyt at komme med. Hvad ville jeg så gøre?

Ville jeg finde et barn, helst en pige, fra et troværdigt
land – måske Nordamerika eller et sted i Skandinavien – og lade hende tale om
problemets alvor? Give hende den store talerstol fordi jeg ville være ret
sikker på hvad hun ville sige – for eksempel det samme som hun allerede havde sagt
i EU og til økonomitoppen i Davos. Det ville være omkostningsfrit for mig, for
hun ville ikke have magt til at true min position som magtelite.

Til gengæld ville hele mediecirkusset fokusere på hende. Hendes
følelsesladede tale ville fylde mediebilledet i dagene før, under og efter. Med
lidt held ville diskussionen efterfølgende handle om barnets troværdighed. Og alle
ville måske lade være med at lytte til alt det magteliten ville holde af tomme taler.
Magteliten kunne gentage de samme pæne erklæringer og intentioner uden at
omsætte noget af det til handling – ingen ville lægge mærke til det, for barnet
ville fylde det hele.

NB! Jeg påstår ikke, at Greta Thunberg er en konspiration
skabt til at lede opmærksomheden væk fra et problem og manglen på løsninger. Jeg
synes faktisk slet ikke, vi skal diskutere hende. Vi må hellere fokusere på
hvad dem hun taler til, har at sige, og hvad vi vil gøre.

Skynd jer langsomt – det haster ikke
”Tag jeres nysgerrighed med videre herfra, og skynd jer langsomt med at finde ud af hvor vejen skal gå hen. Der er rigtig mange der vil fortælle jer hvad I skal, og at I skal skynde jer med at beslutte jer, men det haster ikke.” I dag slutter skoleåret, og for nogle slutter samtidig 10 års skolegang i folkeskolen. De indledende linjer er netop henvendt til dem, og er én af flere gode pointer som skolelederen på Aalborg Friskole gav i sin tale til årets dimitterende 9.-klasse. Jeg ved det, for min datter er en af eleverne, så jeg sad pænt blandt tilhørerne og glædede mig over opfordringen til at være nysgerrig på verden og dens muligheder frem for at haste blindt videre gennem systemet i jagt på gode resultater på en karakterskala der måler præstationer ud fra hvor mange fejl og mangler der er.

For livet er jo så meget mere end kvantificerbare resultater, håb om at undgå fejl og opnåelse af en attraktiv livsindkomst. Livet er for eksempel nysgerrighed, fællesskaber og engagement – ”I skal gribe de muligheder der er for at gå ind i noget, mene noget, sige noget og stille gode spørgsmål”, som friskolens skoleleder også opfordrede sine afgangselever til, mens han fremhævede vigtigheden af at have ”et fællesskab der bygger på tillid mellem hinanden og tiltro til at man passer på hinanden – det giver en masse spillerum”. Og det er Aalborg Friskole, set fra sidelinjen, gode til at skabe for og med eleverne som grundlag for at være nysgerrig og lære.

For det er ikke fordi eleverne på Aalborg Friskole ikke er i
stand til at præstere. Årets afgangsklasses karakterer i alle mundtlige
afgangseksamener (med censorer fra andre folkeskoler) har så vidt jeg ved, ligget
fra 4 til 12 – det vil sige fra midten af skalaen og op. De skal nok klare sig
og bidrage til fremtiden uanset hvor langsomt de skynder sig. Men de har
samtidig haft 10 fantastiske skoleår at tænke tilbage på, når de nu begiver sig
videre ud i verden med uddannelser, jobs og hvad deraf følger.

Som forfatteren Knud Romer opfordrede i Debatten på
DR2 tidligere på året: Lad de unge vokse op med tryg forvisning om, at det nok
skal gå. De skal nok finde sig en plads i livet. Hvis de har ro på sig selv,
har de sandsynligvis også overskud til at tage hensyn og hjælpe andre, frem for
at se dem som konkurrenter på vej mod den perfekte karriere og højest mulige
livsindkomst.

Fri os fra lange, dybdegående artikler!
DR skal spare! Jeg tror det har været nævnt en enkelt gang
eller halvtreds i løbet af de sidste par dage. For at balancere bedre mellem landsdækkende
public service og frygten for statslig konkurrence med private, kommercielle
mediehuse skal den tidligere agtværdige statsradiofoni skæres ned. Det
fællesdanske mediehus vi alle om få år er tvangsindlagt til at abonnere på via
medieskat, må ikke fylde for meget. Og det er al ære værd at vi har et politisk
flertal der tænker sådan.

Jeg er dog spændt på hvordan en reduceret fælles
medieplatform matcher samme politiske stemmers frygt for at landet mister sin
såkaldte ’sammenhængskraft’, når vi hver især skal spredes ud over udenlandske
streamingserier, sportskanaler og reklameafbrudt reality-virkelighed uden
fælles grundklang. Det tør jeg ikke gisne om, og det er slet ikke pointen her.

Næh, det bemærkelsesværdige i DR’s public service-kontrakt
for 2019-2023 er sætningen ”DR kan bringe tekstbaserede nyheder, men skal
afholde sig fra lange, dybdegående artikler.” Det står der faktisk. Jeg skal
med det samme understrege at jeg ikke kender kontraktens definition af ’lange’
og ’dybdegående’. Og jeg skal også understrege at det ikke kan undre at en
kulturminister fra landets mest liberale parti, i en regering ledet af landets
største liberale parti, mener det er rimeligt at blande sig i redaktionelle
prioriteringer. Efter samme regering har lovgivet om borgernes påklædning og nu
diskuterer lovforslag om hvordan vi skal hilse på hinanden, kan detaljerede,
topstyrende dekreter fra centraladministrationen næppe overraske nogen.

Det der undrer, er det bevidste ønske om at det statsejede
nyhedsorgan for alt i verden ikke må være dybdegående i sine (skriftlige)
nyheder. Berlusconi, Orbán og en del sydamerikanske regeringsledere vil
fremover kunne fremhæve Danmark som forbillede når det handler om at tøjle
pressen. Imens må vi andre nyde DR’s korte, letbenede nyheder og håbe på at de
kommercielle mediehuse fortsat kan holde de dybdegående redaktionelle faner
højt og uafhængigt af eventuelle interesser i annonceafdelinger, bestyrelser –
og liberale regeringer.

Hold holdningerne fra vores festlige flag
På familiens sommerferie i Barcelona lagde vi mærke til at
der fra ca. hver femte altan hang et catalansk flag. Som et tydeligt signal om
hvor beboerne stod i forhold til ønsket om et selvstændigt Catalonien,
folkeafstemningen og Carles Puigdemont og andre selvstyrepolitikeres frihed.

Fra færre altaner hang det spanske flag fra lejligheder der
ønskede at markere dét standpunkt. Nogle steder hang spanske og catalanske flag
på altaner over eller under hinanden, og dér må være basis for debat når beboerne
møder hinanden på trappen! Men det slog mig hvor privilegerede vi er med vores
flag herhjemme.

Dannebrog har ikke indbygget en politisk dagsorden. Vi
bruger Dannebrog til fest og glæde: Fødselsdage, bryllupper, eksamensafslutninger,
kolonihaven, ja sågar butiksåbninger og -udsalg markerer vi med Dannebrog. Der
er ikke noget politisk standpunkt over Dannebrog på redningshusenes porte i
Løkken og Lønstrup. Vi bruger ikke vores flag til at sætte skel mellem os og nogle
andre – altså undtagen når der er landskamp. Og vil de politikere som ønsker at
bruge flaget politisk, ikke godt være søde og lade være med det!

Og vil de i samme åndedrag ikke også være søde og holde op
med at afvise tiltag, ting og handlinger ved at give dem prædikatet ”udansk”.
Som om kun dét der er decideret ’dansk’, kan være godt. Som om alt der ikke er
dansk, er fuldstændig uacceptabelt, ubrugeligt og frastødende. For så er der da
nogle diskussioner omkring peperonipizza, ”Black Friday” og et maskeringsforbud,
som vi måske skal have taget. Eller om juletræet – dekoreret med Dannebrog
eller ej – som er indført fra et land vi siden har været i krig mod flere
gange. For 200 år siden var et juletræ vel ’udansk’, og alligevel kunne det
bruges til noget.

Så, kære alle politikere og andre: Vær uenige. Kald
hinandens forslag tåbelige, urealistiske eller dumme. Men lad være med at bruge
fædrelandet og flaget som målestok for, om ting er gode eller farlige og
forkastelige. Så kan vi nemlig alle sammen fortsat feste og glædes med
Dannebrog. Og nyde når flaget går til tops mens det ifølge Axel Juels flagsang
maner om hele folkets evighed.

Hurra! Vi har fået en spand
Vi har fået en spand! Hurra! Vi er blevet beriget med dette
længe ventede instrument til at sortere plast og metal fra vores almindelige
affald. Jeg tror vi bliver lykkelige nu – vi har i hvert fald ventet længe på
at dagen skulle oprinde. Og spanden har en hjerteformet pil på siden.

For hvad der føles som flere år siden, bekendtgjorde Aalborg
Renovation nemlig at vi som borgere i kommunen snart skulle sortere vores
affald. Og at vi ville få specielle affaldsspande til det – altså ud over den
papirspand vi allerede havde ved siden af den almindelige dagrenovation. På det
tidspunkt var der fuld gang i et forsøg i Kærby-området hvor borgerne sorterede
i flere affalds- og genbrugsspande. Det havde de gjort siden engang i 2013.
Kærby-forsøget blev bekendtgjort med bl.a. store plakater ved genbrugspladsen
der opfordrede os borgere til at sortere vores affald fordi det i så fald ”er
guld værd”.

Så vi glædede os. Som et hjem der gerne vil opnå en meget
bedre samvittighed hvis det kun kræver at vi yder en lille indsats, var vi
indstillede på at komme i gang. Vi glædede os til at få afhentet flere typer
sorteret affald ved fortovskanten. Dels var det dengang ikke muligt at aflevere
f.eks. frasorteret plastic på Aalborgs genbrugspladser, og dels hober især
plastic sig hurtigt op hvis man sorterer det fra. Det er skræmmende hvor meget
plastic man får med hjem når man køber dagligvarer.

Men der skete ikke noget. Der var ikke flere forlydender,
endsige skyggen af sorteringsspande. Indtil for måske godt et halvt år siden –
eller var i starten af året? – hvor der endelig kom konkrete meldinger fra
Aalborg Renovation. Nu kunne vi snart forvente at skulle sortere affaldet. Vi skulle
være klar til en ny sorteringsspand. Det var så bare ikke lige nu, viste det
sig. Faktisk var det – forstod vi senere – først til efteråret vi ville få spanden
og ordningen.

I mellemtiden bekendtgjorde Aalborg Renovation i annoncer og
på store plakater i bybilledet, at vores affald nu sorterede under os selv.
Hvad det så ikke gjorde, for ordningen – og sorteringsspandene – var reelt ikke
rullet ud i byen endnu.

Men væbnet med mere tålmodighed, der endda blev strakt til
ca. to uger før efteråret slutter, ventede vi som små børn på den hundehvalp,
der måske alligevel ikke kommer. Og så kom den. Sør’me så. Den stod der
pludselig tirsdag eftermiddag. Pludseligt, overraskende og næsten uvarslet – når
man ser bort fra de mange gange hvor varslet ikke havde forbindelse til
virkeligheden. Så nu kan vi reetablere vores entusiasme. Og det samlende
kampagnenavn ”Retænk” kan jo passende beskrive vores mange skuffede og
genskabte forventninger. Altså med mindre det handler om at ”retænke”
planlægningsprocessen fra de første officielle udmeldinger til at
sorteringsordningen er sat i verden.

Det virker nemlig som en skidt ide at varsle en
ændring og opfordre, motivere og pålægge sine borgere en ny adfærd flere gange,
hvis man alligevel ikke er klar til at modtage deres indsats før mere end et
halvt år efter. Det kan I gøre bedre, Aalborg Kommune og Renovation. Det kan I i
hvert fald kommunikere bedre. Retænk engang.

Skal det nu være sjovt?
I aften er der premiere på AMBU Revyen i Hobro. Her vil man
opleve sjov og satire over livet på Mariagerfjord-egnen, i Nordjylland og
Danmark i det hele taget. Skal det nu være sjovt? Ja! Satire handler om at
bruge humor, ironi og overdrivelse til at udstille eller kritisere bestemte
personer og deres handlinger. Især i forbindelse med politik. I hvert fald
ifølge Den Danske Ordbog. Wikipedia tilføjer at formålet er at revse og
udstille tåbelighed eller uretfærdighed – og at underholde. Så det skal altså
være sjovt. Og det er en svær genre hvis man skal nå ud over en snæver kreds af
mennesker der mener det samme som én selv. Det ser man blandt andet når en politisk
ungdomsorganisation eller skole sætter billeder af ministre på deres
fastelavnstønder inden de tæsker løs på dem – tønderne vel at mærke. Det er måske
sjovt for en indforstået kreds, men ikke sjovt når det bliver formidlet i en
større sammenhæng.

Satiren skal fremhæve det ubehagelige. Satiren skal få os
til at se nye perspektiver hvor de givne sandheder måske ikke er så indlysende
korrekte som vi ellers lige troede. Det amerikanske satireprogram The Daily
Show behandler politiske begivenheder og andre mediers dækning af dem. Det er
sjovt. Men det er tankevækkende at en del af seerne har det som den primære kilde
til politiske nyheder – og at den tidligere vært, Jon Stewart, blev kåret som tv’s
mest troværdige nyhedsformidler. Som én eller anden formulerede det for nyligt:
Vi griner af vores politikere og lytter til vores komikere – i gamle dage var
det omvendt.

Rokokoposten bringer artikler der er så tæt på virkeligheden
at de store problemer de øvrige medier beskæftiger sig med, udstilles som de
banaliteter de reelt er. Men somme tider ser man historier i andre medier man i
første omgang tror, er fra Rokokoposten. Det er når virkeligheden bliver
sjovere end satiren. Som når en dansk lokalpolitiker brokker sig offentligt
over at en julehøjtidelighed kædes sammen med indsamling til flygtninge. Når en
folkevalgt, ansvarlig beslutningstager i det politiske system synes det er
upassende at man bliver opfordret til at hjælpe folk i nød ved en højtid der
blandt andet handler om at glæde andre, inden for en religion der prædiker
næstekærlighed – hvad skal vi så med satire?

I aften er der premiere på AMBU revyen i Hobro. Én af de
nordjyske amatørrevyer, og et besøg værd hvis man er på eller fra de kanter. Og
hvis man synes dét er sjovt.

Meningsmålingernes meningsløshed
Forleden forudså en meningsmåling at regeringen havde
indhentet halvdelen af de mange mandater de længe har været bagud. Ikke at de
ville genvinde regeringsmagten, men de var dog gået frem, og Socialdemokratiet stod
til det højeste resultat i månedsvis. I dag siger en anden meningsmåling at
socialdemokraterne ikke går frem, mens DF står stærkt.

Og jeg bliver så træt. Dels over at der skal spildes tid på
at måle hvad et udsnit af danskerne siger de vil stemme flere år før valget kan
forventes. Og frem for alt over mediernes ukuelige tro på at meningsmålinger
overhovedet betyder noget.

Ved det seneste valg – dér hvor vælgerne faktisk stemmer – vandt Venstre et mandat, mens Socialdemokratiet tabte et. Af alle de hundreder af meningsmålinger der var foretaget i månederne op til valget, var der ikke én der bare antydede dét. Faktisk spåede de fleste den første socialdemokratiske fremgang siden Helle Thorning overtog ledelsen.  Et ekstra mandater til Venstre var der ingen der forudsagde.

Når man spørger såkaldt almindelige mennesker om hvad vi
synes om produkter, reklamekampagner, tv-udsendelser m.m., beder man os om at
vi forholder os til noget vi normalt ikke ville tage bevidst stilling til. Og pludselig
gør vi os kloge på alt muligt. Jeg har engang oplevet at en mand i en
fokusgruppe var vældig begejstret for den reklamekampagne han blev præsenteret
for. Blot mente han, ville den ikke tiltale målgruppen. Det faldt ham ikke ind
at grunden til at han blev spurgt om sin holdning, var fordi han faktisk selv
var i målgruppen! Inden man lancerede likøren Baileys, testede man om fokusgrupper
kunne lide den. De hadede den. Testen konkluderede at der ikke var nogen der
ville drikke den cremede konsistens og søde smag. Baileys blev alligevel sendt
på markedet – og blev en succes.

Der sker i mine øjne ofte det at adspurgte forsøger at svare ”korrekt”. Ikke i forhold til hvad de oprigtigt selv mener, men mere som de forventer undersøgelsen ønsker de svarer. Det er en helt naturlig reaktion. Gennem mange års skolegang er vi trænet i at svare dét, læreren ønsker at høre. Det er sådan man får ros, og det vil vi gerne have. Eller vi svarer ud fra hvordan vi gerne vil fremstå. Ikke hvad vi mener og gør, men hvad vi gerne ville mene og gøre. Det er en gammel sandhed at hvis vi købte lige så mange økologiske fødevarer som vi påstår i markedsundersøgelserne, ville omsætningen af økologiske varer være mange gange større.

Hvis jeg må overføre adfærden i forbrugerundersøgelser til spørgsmål om politiske stemmesedler, er det nærliggende at forestille sig at f.eks. måneders overskrifter om en regerings løftebrud og generelle upålidelighed kunne påvirke adspurgte vælgeres svar. Vil man indrømme at man stemmer på dem den almindelige og mediebårne holdning har udråbt til utroværdige vendekåber? Eller vil man for at virke begavet svare at man hellere vil stemme på oppositionen? Uagtet at man i sandhedens øjeblik bag forhænget med den kommunale blyant mellem fingrene vil sætte sit kryds ved A, B eller F? Jeg mener ikke det kræver megen fantasi – om end dem der lever af meningsmålingerne og deres offentliggørelser, ikke virker til at kunne forestille sig at det hænger sådan sammen.