Jeg har aldrig før hørt om ”Nærboks” og endnu mindre udleveret mit telefonnummer til dem. De opfordrer mig både til at klikke på et link og til at downloade en app til min telefon – for ellers kan jeg ikke få ”min pakke” – som de i øvrigt hverken fortæller mig hvor jeg kan hente, eller hvem er fra. I øvrigt er det link der er oplyst i teksten, ikke magen til det link jeg skal klikke på. Og for at svække troværdigheden yderligere er teksten præget af kommafejl.

Alt i alt en sms som jeg umiddelbart ville kategorisere som et dårligt forsøg på at få mig til at installere én eller anden malware. Ikke særlig elegant, og ret hurtig at slette.

Hvis altså ikke jeg 50 minutter før havde fået en mail fra en butik om at en pakke jeg havde bestilt for længe siden, nu var afsendt. Kunne det være denne pakke der mindre end en time efter afsendelse allerede var placeret i en aflåst boks på et ikke oplyst sted af et ukendt firma?

En henvendelse til butikkens kundeservice afslørede at de havde sendt min pakke med firmaet Bring, og at Bring er en del af ”denne nærboks løsning”, så måske var sms’en faktisk ægte?

På Brings hjemmeside er der en liste over ting man skal være opmærksom på for at undgå svindel med falske e-mails og sms-beskeder: Om beskeden er forventet eller kommer ”ud af den blå luft”. Om afsender ønsker man skal gøre eller oplyse noget – og om det haster eller giver mig en gevinst eller fordel. Og frem for alt bør man kontrollere om afsenderadresse og links er kendte, de kan nemlig være forfalskede.

Fornuftige råd. Og den sms jeg fik fra Brings samarbejdspartner Nærboks, kunne have været brugt som skoleeksempel på svindel. Hvorfor, kære Bring, advarer I mod svindel hvis I leverer pakker efter samme metoder som svindlere? Læser I ikke jeres egen hjemmeside? Aner I ikke hvordan jeres samarbejdspartnere kommunikerer? Eller er I bare komplet ligeglade?

For det var faktisk min pakke. Og jeg fik den afhentet – ikke meget længere væk end de steder jeg plejer at hente pakker. Efter at være tvunget til at installere deres app på min telefon, tvunget til at registrere mig og oprette en brugerprofil, tvunget til at tillade at Nærboks må videregive mine oplysninger til tredjepart – og (ud fra de mange dårlige anmeldelser på Trustpilot) være spændt på om systemet overhovedet virkede.

Til gengæld insisterer Nærboks gentagne gange på at det nu er nemt at hente en pakke! Jeg kan næsten ikke forestille mig hvor svært de mener, det må have været før.

Først skal man finde vaskeanvisningen, for der er ikke enighed om hvor den skal sidde: i nakken eller i højre eller venstre side? Og finder man den, er det en hel bog, fordi samme T-shirt skal sælges over hele kloden så vaskeanvisningerne findes på alle sprog. Derfor er skriften også mindre end 1 millimeter høj – hvilket er skidt i en vaskekælder uden projektørlys. Især hvis ens øjne nærmer sig læsebrillealderen.

Vaskevandets temperatur er desuden ikke den første oplysning man finder. Ofte er det advarslen ”Keep away from fire”. Det må være en udbredt tro, at tøj og ild kan opbevares sammen siden det er det første jeg skal vide om min sweater. I sportstøj er advarslen mod ild dog fortrængt af garantier for at de varemærker der er trykt på trøjen, er ægte. En oplysning der måske er relevant når man køber tøjet – hvis man ikke har tillid til forhandleren. Og garantien ville måske være stærkere hvis producenter af kopivarer ikke var i stand til at kopiere en sådan garanti, men jeg er ikke ekspert på området.

Selve oplysningen om hvilken temperatur tøjet bør vaskes ved, findes på en af de følgende sider i form af et symbol; f.eks. et kar med vand. Det positive er at symbolet er lettere at finde end at gennemlæse teksten af 1 millimeter bogstaver. Der ærgerlige er at symbolet har samme størrelse som teksten – og temperaturen derfor står med tal mindre end en halv millimeter. Det er ikke nemt.

Men måske skal det slet ikke være nemt. Modeindustrien er kendt for at spilde ressourcer og kasserer kollektioner flere gange om året. De forventer at jeg kun vasker tøjet 5-6 gange før det kasseres. Så hvorfor yde kundeservice med læsbare vaskeanvisninger? Måske håber de faktisk på at jeg vasker mit tøj forkert så det skal smides ud allerede efter første vask? For så skal jeg jo ud og købe nyt.

Jeg ville alligevel være nødt til at vise resten af verden at jeg forsøgte at løse problemet. Holde store internationale topmøder og diskutere det. Er det overhovedet et problem, hvem har skylden, og kan vi alle sammen blive enige om at gøre noget før nogen af os gør noget?

Og hvis jeg nu havde diskuteret det i årevis uden at der var sket andet end at næsten alle med fornuftens fulde brug havde anerkendt problemets alvor, og hvis jeg som magtelite ikke havde formået andet end at diskutere det på møde efter møde, og hvis jeg nu skulle holde et møde mere – uden at have noget nyt at komme med. Hvad ville jeg så gøre?

Ville jeg finde et barn, helst en pige, fra et troværdigt land – måske Nordamerika eller et sted i Skandinavien – og lade hende tale om problemets alvor? Give hende den store talerstol fordi jeg ville være ret sikker på hvad hun ville sige – for eksempel det samme som hun allerede havde sagt i EU og til økonomitoppen i Davos. Det ville være omkostningsfrit for mig, for hun ville ikke have magt til at true min position som magtelite.

Til gengæld ville hele mediecirkusset fokusere på hende. Hendes følelsesladede tale ville fylde mediebilledet i dagene før, under og efter. Med lidt held ville diskussionen efterfølgende handle om barnets troværdighed. Og alle ville måske lade være med at lytte til alt det magteliten ville holde af tomme taler. Magteliten kunne gentage de samme pæne erklæringer og intentioner uden at omsætte noget af det til handling – ingen ville lægge mærke til det, for barnet ville fylde det hele.

NB! Jeg påstår ikke, at Greta Thunberg er en konspiration skabt til at lede opmærksomheden væk fra et problem og manglen på løsninger. Jeg synes faktisk slet ikke, vi skal diskutere hende. Vi må hellere fokusere på hvad dem hun taler til, har at sige, og hvad vi vil gøre.

Togføreren siger, at manden må henvende sig til DSB om det, for når han er steget på toget uden billet, kan togføreren kun give ham en kontrolafgift. Togføreren er selv iført en uniform, der er dekoreret med DSB’s logo, lige som toget både ude og inde stolt fremviser den røde sekskant med de tre hvide bogstaver som tegn på, at dette tog er DSB’s. Set fra den modsatte ende af kupeen er manden i færd med at henvende sig til DSB, men formodentlig er det DSB, som togføreren henviser til, en central kundeservice bag et telefonnummer eller en formular på hjemmesiden.

Fra den anden side af gangen blander en anden passager sig: ”Kan jeg ikke bare købe en billet til ham?”, spørger hun – ”så kan du jo bare betale mig”. Togføreren synes det er en fin løsning, og det gør manden bestemt også. Kvinden finder sin telefon frem, bruger DSB’s app, køber en billet og viser den grafiske kode, så togføreren kan scanne den og godkende mandens rejse. Og den forpustede mand giver sine kontanter til sin medpassager, og takker hende mange gange – hendes indgriben har sparet ham 700 kr.

Hvor er det trist, at teknologi og smarte telefoner har gjort vores verden så ufleksibel, at et menneske, der ikke er online, er afskåret fra at nå et tog, se en køreplan eller slå op i en telefonbog. Ja, der er meget, der er vundet for dem, der mestrer teknologien, men meningen er vel ikke at gøre alting sværere, dyrere og langsommeligere for resten af befolkningen? Og tænk at være så umyndiggjort som den togfører der kun har én løsning – en kontrolafgift – at tilbyde en passager i nød. Men hvor er det samtidig dejligt, at der stadig findes mennesker, som helt frivilligt, uopfordret og uden nogen form for egen vinding, vil træde til og hjælpe.

Med så hurtig og massiv indmarch af en tradition, importeret fra USA, dateret ud fra ærkeamerikanske ”Thanksgiving” og ikke oversat til Sorte Fredag, kan det undre, at der ikke lyder ramaskrig fra de politikere, der normalt har travlt med at stå vagt om dansk kultur, når der er risiko for påvirkninger fra udland og globalisering. Og det er ikke blot fordi dagen kommer fra den vestlige verden, for der er heller ikke protester mod Singles Day, hvis oprindelse er kinesisk.

Til alt held er den danske detailhandel ikke helt loyal over for dagen. Dels finder medierne hvert år tilbud, der ikke nødvendigvis er bedre end hvad varen ellers bliver udbudt til på andre dage. Og dels er der en tendens til at strække den ene dag ud over hele weekenden, ugen eller sågar hele måneden, som bl.a. Bilka i år har døbt Black November.

Dermed behøver vi ikke være så desperat bange for at gå glip af et godt tilbud. Denne frygt er ellers én af mekanismerne, der driver indkøbene på dagen, støttet af massive overskrifter om ”køtilbud”, ”begrænset antal” og ”særpris inden for en time”. Vi tror på, at tilbuddet er godt, og vi tror på, at hvis vi ikke slår til i dag, er det væk. Så er det næsten bedre at handle – også fordi dagen er længe annonceret, så vi har væbnet os med forventning om at gøre en god handel og åbnet porten for impulskøb på vid gab. Udbyderne af kviklån står klar til at hjælpe os, hvis budgettet ikke rækker.

I USA, hvor Black Friday har mere end blot en håndfuld år på bagen, går det lidt vildere for sig. Og det gælder ikke bare rabatterne. På blackfridaydeathcount.com kan man følge, hvor mange, der hvert år kommer til skade eller mister livet på grund af Black Friday. Siden 2006 er 10 mennesker f.eks. døde: Trampet ned af andre tilbudsjægere, kørt galt på grund af udmattelse eller skudt ned i kamp om parkeringspladser. Det er omtrent lige så mange, som i samme periode er dræbt af alligatorer (ifølge Wikipedia). God shopping!

Jeg er dog spændt på hvordan en reduceret fælles medieplatform matcher samme politiske stemmers frygt for at landet mister sin såkaldte ’sammenhængskraft’, når vi hver især skal spredes ud over udenlandske streamingserier, sportskanaler og reklameafbrudt reality-virkelighed uden fælles grundklang. Det tør jeg ikke gisne om, og det er slet ikke pointen her.

Næh, det bemærkelsesværdige i DR’s public service-kontrakt for 2019-2023 er sætningen ”DR kan bringe tekstbaserede nyheder, men skal afholde sig fra lange, dybdegående artikler.” Det står der faktisk. Jeg skal med det samme understrege at jeg ikke kender kontraktens definition af ’lange’ og ’dybdegående’. Og jeg skal også understrege at det ikke kan undre at en kulturminister fra landets mest liberale parti, i en regering ledet af landets største liberale parti, mener det er rimeligt at blande sig i redaktionelle prioriteringer. Efter samme regering har lovgivet om borgernes påklædning og nu diskuterer lovforslag om hvordan vi skal hilse på hinanden, kan detaljerede, topstyrende dekreter fra centraladministrationen næppe overraske nogen.

Det der undrer, er det bevidste ønske om at det statsejede nyhedsorgan for alt i verden ikke må være dybdegående i sine (skriftlige) nyheder. Berlusconi, Orbán og en del sydamerikanske regeringsledere vil fremover kunne fremhæve Danmark som forbillede når det handler om at tøjle pressen. Imens må vi andre nyde DR’s korte, letbenede nyheder og håbe på at de kommercielle mediehuse fortsat kan holde de dybdegående redaktionelle faner højt og uafhængigt af eventuelle interesser i annonceafdelinger, bestyrelser – og liberale regeringer.

Øv. Nå. Men i en moderne verden kan jeg som forbruger heldigvis klage min nød, så jeg ville spørge det kendte og anerkendte mærke om jeg blot havde været uheldig med en dårlig kop, eller om kvaliteten af produktet bare ikke var god nok til daglig brug. Det var som sagt ikke en dyr model selv om de havde lagt navn og mærke til.

Altså konsulterede jeg deres hjemmeside for at finde kontaktoplysninger. Dem var der ingen af. Ud over en postadresse, men hvem har tid og råd til at stole på Postnord der end ikke kan lægge navn til et professionelt cykelløb uden det går galt. Så er der heldigvis Facebook – en kanal jeg engang har haft held med at få kontakt til et flyselskab hvis hjemmesides kontaktformular ikke fungerede.

Det kendte og anerkendte mærkes Facebookside er engelsksproget og worldwide. Det seneste opslag de selv havde lagt på, var at de søgte en Sales Director til North America. De to seneste opslag fra deres kunder var en ubesvaret henvendelse fra en hollænder om hvor hun kunne købe en gummipakning til et af deres produkter (som hun havde købt i Frankrig), og en anden kvinde der skrev at hun for fem uger siden havde henvendt sig her på Facebook, men at de endnu ikke havde svaret. Og lige dér gav jeg så op.

Ikke bare opgav jeg at få spurgt hvad jeg burde kunne forvente af deres rejsekrus, men i det hele taget. Min lyst til nogensinde på noget tidspunkt i mit liv igen at købe rejsekrus, stempelkander eller noget som helst andet produkt af samme mærke forsvandt fuldstændig. Og det slog mig at jeg som moderne forbruger ikke bare forventer at de produkter jeg køber af anerkendte mærker, er i orden, men at jeg også forventer at mærkerne er åbne for og interesserede i at tale med mig. At jeg forventer de vil høre på min ros eller brok, og at de vil give sig tid til at svare. Og at det er så naturligt for mig at jeg reagerer med trods og afvisning når jeg – som i dette tilfælde – møder en virksomhed der vender mig ryggen og tilsyneladende kun er interesseret i at sælge mig deres produkter.

For hvad der føles som flere år siden, bekendtgjorde Aalborg Renovation nemlig at vi som borgere i kommunen snart skulle sortere vores affald. Og at vi ville få specielle affaldsspande til det – altså ud over den papirspand vi allerede havde ved siden af den almindelige dagrenovation. På det tidspunkt var der fuld gang i et forsøg i Kærby-området hvor borgerne sorterede i flere affalds- og genbrugsspande. Det havde de gjort siden engang i 2013. Kærby-forsøget blev bekendtgjort med bl.a. store plakater ved genbrugspladsen der opfordrede os borgere til at sortere vores affald fordi det i så fald ”er guld værd”.

Så vi glædede os. Som et hjem der gerne vil opnå en meget bedre samvittighed hvis det kun kræver at vi yder en lille indsats, var vi indstillede på at komme i gang. Vi glædede os til at få afhentet flere typer sorteret affald ved fortovskanten. Dels var det dengang ikke muligt at aflevere f.eks. frasorteret plastic på Aalborgs genbrugspladser, og dels hober især plastic sig hurtigt op hvis man sorterer det fra. Det er skræmmende hvor meget plastic man får med hjem når man køber dagligvarer.

Men der skete ikke noget. Der var ikke flere forlydender, endsige skyggen af sorteringsspande. Indtil for måske godt et halvt år siden – eller var i starten af året? – hvor der endelig kom konkrete meldinger fra Aalborg Renovation. Nu kunne vi snart forvente at skulle sortere affaldet. Vi skulle være klar til en ny sorteringsspand. Det var så bare ikke lige nu, viste det sig. Faktisk var det – forstod vi senere – først til efteråret vi ville få spanden og ordningen.

I mellemtiden bekendtgjorde Aalborg Renovation i annoncer og på store plakater i bybilledet, at vores affald nu sorterede under os selv. Hvad det så ikke gjorde, for ordningen – og sorteringsspandene – var reelt ikke rullet ud i byen endnu.

Men væbnet med mere tålmodighed, der endda blev strakt til ca. to uger før efteråret slutter, ventede vi som små børn på den hundehvalp, der måske alligevel ikke kommer. Og så kom den. Sør’me så. Den stod der pludselig tirsdag eftermiddag. Pludseligt, overraskende og næsten uvarslet – når man ser bort fra de mange gange hvor varslet ikke havde forbindelse til virkeligheden. Så nu kan vi reetablere vores entusiasme. Og det samlende kampagnenavn ”Retænk” kan jo passende beskrive vores mange skuffede og genskabte forventninger. Altså med mindre det handler om at ”retænke” planlægningsprocessen fra de første officielle udmeldinger til at sorteringsordningen er sat i verden. Det virker nemlig som en skidt ide at varsle en ændring og opfordre, motivere og pålægge sine borgere en ny adfærd flere gange, hvis man alligevel ikke er klar til at modtage deres indsats før mere end et halvt år efter. Det kan I gøre bedre, Aalborg Kommune og Renovation. Det kan I i hvert fald kommunikere bedre. Retænk engang.

Umiddelbart er det et udtryk for en perifer region i en branche, der domineres af adresser i hovedstaden. Udkantsdanmark har ringe mulighed for at gøre sig gældende nationalt, så man laver sin egen lille prisuddeling for at der kan vindes noget. Men det er kun til dels rigtigt. Aftenen vil – må det forventes – demonstrere, at der er kompetencer nok her i regionen. Måske ikke den absolutte prisuddelingselite, men det kan også afhænge af indkøberne, budgetterne og opgavernes karakter. Så selv om der i Nordjylland også bliver skabt ligegyldig, idéforladt og sjusket markedsføring, sker her faktisk en del, man ikke behøver skamme sig over. Og det er dét, der skal markeres festligt i aften – man behøver ikke flyve ud af regionen for at finde gode løsninger og godt håndværk.

Men mindst lige så interessant er det, at det ikke er reklamebranchen selv, der står som vært i aften. Prisfester holdes stort set altid af enten branchen selv eller af de medier, der lever af at sælge annoncemillimeter eller reklamesekunder. Indtil for nogle år siden holdt udgiveren af nærværende dagblad eksempelvis en prisfest for nordjysk markedsføring indrykket i ét af husets medier. ”Året Brøl” er sat i verden af Erhverv Norddanmark, en organisation på tværs af brancher, der arbejder for at gøre det attraktivt at drive og udvikle virksomhed. Og forhåbentlig er det et udtryk for, at det ikke kun er de nordjyske kommunikationsvirksomheder, der vil fejre den gode reklame. Forhåbentlig kan et større flertal af Erhverv Norddanmarks medlemmer se ideen og værdien i reklame, der er kreativ og veleksekveret. Det er måske her, det mest interessante ligger. For det er jo til gavn for virksomhederne, at der er kvalitet i reklamen. Det er altid bedre at have markedsføring, som bliver bemærket af målgruppen. Som ikke hænger dem ud af halsen allerede anden gang, de ser den. Og som skaber effekt. Gerne uden at skulle overskride budgettet – og gerne uden at skulle bruge sine marketingkroner på flybilletter. Og hvad så med os almindelige forbrugere. Tjah – lidt ligeglade kan vi vel være? Og så alligevel. Jeg skal ikke nævne ordet arbejdspladser – såvel i reklamebranchen som i de virksomheder, der nyder godt af dens ydelser. Men som forbrugere kan vi jo altid nyde den interessante reklame. Personligt foretrækker jeg reklame, der kommunikerer med mig, som om jeg er et selvstændigt tænkende menneske. Dem, der råber mig ind i hovedet som var jeg både ubegavet og hørehæmmet, blive jeg bare træt og sur af. Så hvis virksomhederne – og reklamebureauerne – vil satse på mere kreativ og veleksekveret reklame – det er ofte også den mest virkningsfulde – forbedrer det faktisk vores alle sammens hverdag. Brøl!

Og jeg bliver så træt. Dels over at der skal spildes tid på at måle hvad et udsnit af danskerne siger de vil stemme flere år før valget kan forventes. Og frem for alt over mediernes ukuelige tro på at meningsmålinger overhovedet betyder noget.

Ved det seneste valg – dér hvor vælgerne faktisk stemmer – vandt Venstre et mandat, mens Socialdemokratiet tabte et. Af alle de hundreder af meningsmålinger der var foretaget i månederne op til valget, var der ikke én der bare antydede dét. Faktisk spåede de fleste den første socialdemokratiske fremgang siden Helle Thorning overtog ledelsen.  Et ekstra mandater til Venstre var der ingen der forudsagde.

Når man spørger såkaldt almindelige mennesker om hvad vi synes om produkter, reklamekampagner, tv-udsendelser m.m., beder man os om at vi forholder os til noget vi normalt ikke ville tage bevidst stilling til. Og pludselig gør vi os kloge på alt muligt. Jeg har engang oplevet at en mand i en fokusgruppe var vældig begejstret for den reklamekampagne han blev præsenteret for. Blot mente han, ville den ikke tiltale målgruppen. Det faldt ham ikke ind at grunden til at han blev spurgt om sin holdning, var fordi han faktisk selv var i målgruppen! Inden man lancerede likøren Baileys, testede man om fokusgrupper kunne lide den. De hadede den. Testen konkluderede at der ikke var nogen der ville drikke den cremede konsistens og søde smag. Baileys blev alligevel sendt på markedet – og blev en succes.

Der sker i mine øjne ofte det at adspurgte forsøger at svare ”korrekt”. Ikke i forhold til hvad de oprigtigt selv mener, men mere som de forventer undersøgelsen ønsker de svarer. Det er en helt naturlig reaktion. Gennem mange års skolegang er vi trænet i at svare dét, læreren ønsker at høre. Det er sådan man får ros, og det vil vi gerne have. Eller vi svarer ud fra hvordan vi gerne vil fremstå. Ikke hvad vi mener og gør, men hvad vi gerne ville mene og gøre. Det er en gammel sandhed at hvis vi købte lige så mange økologiske fødevarer som vi påstår i markedsundersøgelserne, ville omsætningen af økologiske varer være mange gange større.

Hvis jeg må overføre adfærden i forbrugerundersøgelser til spørgsmål om politiske stemmesedler, er det nærliggende at forestille sig at f.eks. måneders overskrifter om en regerings løftebrud og generelle upålidelighed kunne påvirke adspurgte vælgeres svar. Vil man indrømme at man stemmer på dem den almindelige og mediebårne holdning har udråbt til utroværdige vendekåber? Eller vil man for at virke begavet svare at man hellere vil stemme på oppositionen? Uagtet at man i sandhedens øjeblik bag forhænget med den kommunale blyant mellem fingrene vil sætte sit kryds ved A, B eller F? Jeg mener ikke det kræver megen fantasi – om end dem der lever af meningsmålingerne og deres offentliggørelser, ikke virker til at kunne forestille sig at det hænger sådan sammen.