Gode mennesker – I begyndelsen

Det er dyrt at være offline
En mand stiger på toget – lidt forpustet spørger han om det kører mod Aalborg. Det gør det, så manden sætter sig. Da togføreren kommer for at se billetter, erklærer manden, at han har mistet sit dankort og sin telefon, men han har kontanter til at købe en billet for. Dem kan togføreren ikke tage imod. Han kan ikke sælge billetter. Han kan kun give manden et girokort med en kontrolafgift på 750 kr. Manden, der siger, han ikke har kørt i tog i mange år, er lidt rystet – han har ikke nogen intentioner om at snyde, han har bare været med en forsinket bus, så han nåede ikke at købe billet på stationen, og har som sagt kun kontanter.

Togføreren siger, at manden må henvende sig til DSB om det, for når han er steget på toget uden billet, kan togføreren kun give ham en kontrolafgift. Togføreren er selv iført en uniform, der er dekoreret med DSB’s logo, lige som toget både ude og inde stolt fremviser den røde sekskant med de tre hvide bogstaver som tegn på, at dette tog er DSB’s. Set fra den modsatte ende af kupeen er manden i færd med at henvende sig til DSB, men formodentlig er det DSB, som togføreren henviser til, en central kundeservice bag et telefonnummer eller en formular på hjemmesiden.

Fra den anden side af gangen blander en anden passager sig:
”Kan jeg ikke bare købe en billet til ham?”, spørger hun – ”så kan du jo bare
betale mig”. Togføreren synes det er en fin løsning, og det gør manden bestemt
også. Kvinden finder sin telefon frem, bruger DSB’s app, køber en billet og
viser den grafiske kode, så togføreren kan scanne den og godkende mandens
rejse. Og den forpustede mand giver sine kontanter til sin medpassager, og
takker hende mange gange – hendes indgriben har sparet ham 700 kr.

Hvor er det trist, at teknologi og smarte telefoner har
gjort vores verden så ufleksibel, at et menneske, der ikke er online, er
afskåret fra at nå et tog, se en køreplan eller slå op i en telefonbog. Ja, der
er meget, der er vundet for dem, der mestrer teknologien, men meningen er vel
ikke at gøre alting sværere, dyrere og langsommeligere for resten af
befolkningen? Og tænk at være så umyndiggjort som den togfører der kun har én
løsning – en kontrolafgift – at tilbyde en passager i nød.

Men hvor er det samtidig dejligt, at der stadig findes
mennesker, som helt frivilligt, uopfordret og uden nogen form for egen vinding,
vil træde til og hjælpe.

Skynd jer langsomt – det haster ikke
”Tag jeres nysgerrighed med videre herfra, og skynd jer langsomt med at finde ud af hvor vejen skal gå hen. Der er rigtig mange der vil fortælle jer hvad I skal, og at I skal skynde jer med at beslutte jer, men det haster ikke.” I dag slutter skoleåret, og for nogle slutter samtidig 10 års skolegang i folkeskolen. De indledende linjer er netop henvendt til dem, og er én af flere gode pointer som skolelederen på Aalborg Friskole gav i sin tale til årets dimitterende 9.-klasse. Jeg ved det, for min datter er en af eleverne, så jeg sad pænt blandt tilhørerne og glædede mig over opfordringen til at være nysgerrig på verden og dens muligheder frem for at haste blindt videre gennem systemet i jagt på gode resultater på en karakterskala der måler præstationer ud fra hvor mange fejl og mangler der er.

For livet er jo så meget mere end kvantificerbare resultater, håb om at undgå fejl og opnåelse af en attraktiv livsindkomst. Livet er for eksempel nysgerrighed, fællesskaber og engagement – ”I skal gribe de muligheder der er for at gå ind i noget, mene noget, sige noget og stille gode spørgsmål”, som friskolens skoleleder også opfordrede sine afgangselever til, mens han fremhævede vigtigheden af at have ”et fællesskab der bygger på tillid mellem hinanden og tiltro til at man passer på hinanden – det giver en masse spillerum”. Og det er Aalborg Friskole, set fra sidelinjen, gode til at skabe for og med eleverne som grundlag for at være nysgerrig og lære.

For det er ikke fordi eleverne på Aalborg Friskole ikke er i
stand til at præstere. Årets afgangsklasses karakterer i alle mundtlige
afgangseksamener (med censorer fra andre folkeskoler) har så vidt jeg ved, ligget
fra 4 til 12 – det vil sige fra midten af skalaen og op. De skal nok klare sig
og bidrage til fremtiden uanset hvor langsomt de skynder sig. Men de har
samtidig haft 10 fantastiske skoleår at tænke tilbage på, når de nu begiver sig
videre ud i verden med uddannelser, jobs og hvad deraf følger.

Som forfatteren Knud Romer opfordrede i Debatten på
DR2 tidligere på året: Lad de unge vokse op med tryg forvisning om, at det nok
skal gå. De skal nok finde sig en plads i livet. Hvis de har ro på sig selv,
har de sandsynligvis også overskud til at tage hensyn og hjælpe andre, frem for
at se dem som konkurrenter på vej mod den perfekte karriere og højest mulige
livsindkomst.

Slap af – det er ferie
Hvis nogen mangler at nå noget inden skoleåret slutter, er
det mere eller mindre for sent. Sommerferien begynder nu – og hvad skal du så
bruge den til? Hvad vil du skrive om, hvis din lærer efter ferien beder om en
dansk stil med titlen ”Min sommerferie”? Det gjorde lærerne i min skoletid, og
det var uden sammenligning årets værste opgave. Blandt andet fordi jeg dengang
ikke mente, jeg havde så meget at fortælle. Ingen charterferier til Rhodos eller
Sydfrankrig. Ingen – følte jeg –  specielt
nævneværdige oplevelser; blot lange dage med sommerlige aktiviteter med familie
og legekammerater – i haven, i skoven, ved stranden, på cyklen og hvor man nu
ellers boltrede sig.

I dag har mine egne børn mere travlt i ferien: Udlandsrejser,
sommerskoler i idrætsklubber m.m., kommunale ”Aktiv Sommer”-aktiviteter (hvis
man har nået at tilmelde dem) og den slags planlagte oplevelser. Og måske er
det i virkeligheden for meget, for tilrettelagt og forfærdeligt. Jeg så
forleden en af de lister, som deles på sociale medier, der handlede om, hvad
man ’skulle’ nå i løbet af sommeren: spise is, gå tur langs stranden og
lignende. Jeg tænker, det må være rædsomt at have en afkrydsningsliste for at
kunne måle, om man har haft en god sommer (men jeg er jo heller ikke Djøf’er). Denne
liste udmærkede sig dog ved, at den blandt de sidste punkter havde ”Smid denne
liste væk” og ”Slap af”.

For det er egentlig dét, ferie – og sommer – skal bruges
til. Slappe af. Ikke have noget på programmet. Ikke vide, hvad dagen skal gå
med – og ikke nødvendigvis nå de lister af husarbejde, vedligehold og
oprydning, som éns ægtefælle måske mener, man bør bruge ferien på. Som
Dronningen sagde i sin nytårstale for et halvt år siden: ”Prøv at gøre noget,
der ikke er nødvendigt, noget der ikke er behov for, noget unyttigt! …
Det er slet ikke så unyttigt endda”.

Nyd sommeren og ferien – og indholdet af ”Min
sommerferie”-stilen kan jo opdigtes, når skoleåret er begyndt.

Ensom på perronen
Tjek ud! I den sydlige ende af én af perronerne på Aalborg banegård står en stander og taler. ”Tjek ud”, siger den. Uden at sige hvad det er den synes, jeg bør tjekke ud: Er det ham der går forans frisure eller hende længere fremmes taske? Nej, måske er standerens tale umiddelbart ikke så mærkelig da det er ét af de blå lys hvor passagerer kan tjekke deres rejsekort ind og ud for at begynde eller afslutte en rejse. Og hvis alt andet end rejsekort kommer for tæt på det blå lys, er maskinen indstillet til at oplyse om sin egen funktion ved højt at sige ”Tjek ind” eller ”Tjek ud”.

Det særlige ved standeren i den sydlige ende af perronen på
Aalborg banegård er at den siger ”Tjek ud” helt uprovokeret. Der er ikke
nødvendigvis mennesker i nærheden når den slynger sin opfordring ud. Og det er
ikke en konstant talestrøm fordi maskinen har sat sig fast. Det sker bare af og
til når man passerer den i passende afstand. ”Tjek ud”.

De første par gange jeg oplevede det, tænkte jeg at det
måske var den mest ensomme maskine i hele verden. Som den yderste stander i en
ikke så ofte benyttet ende af perronen står den dér mens alle blot går forbi
den. De tjekker først ind eller ud ved en af de andre standere der står tættere
på deres tog. Og for enden står så denne stander så ensom og ignoreret, som
uddelte den Vagttårnet og Vågn Op! midt i en fyldt gågade. Så er
det ikke svært at forstå at den føler trang til at gøre opmærksom på sig selv
af og til. Sige ”Tjek ud” og håbe det måske starter en samtale; ”Tjek hvad ud?”
”Ja, vejret, foråret, ham derhenne… hvad som helst”.

Siden er det gået op for mig at standeren tværtimod er et
tilbud til mennesker der føler sig ensomme. Sundhedsstyrelsen har for nyligt
offentliggjort rapporten Danskernes Sundhed
hvor 6,7 procent af de adspurgte nordjyder føler sig ’uønsket alene’ og dermed
ensomme. Og er man én af dem, kan man opsøge den sydligste rejsekort-stander på
Aalborg banegårds perron 1. Stille sig lidt i nærheden og vente på at den
uopfordret tiltaler én: ”Tjek ud”, og så er en samtale måske allerede i gang.

Og alle andre: Hvis I ser mennesker stå og tale med
rejsekortets stander, så tro ikke at de er mærkelige. De er bare ensomme. Tjek
dem ud – også meget gerne INDEN de står på perronen kun i selskab med det blå
lys. Sig noget pænt til dem. De trænger til det, og du vil sikkert blive
overrasket over, hvad de har at byde på.

Offer for billedmanipulation
Der sidder en ung kvinde lige over for mig i toget til Aalborg. Eller måske sidder jeg over for hende, for hun sad der vist allerede da jeg satte mig. Ikke fordi det gør nogen stor forskel – her var ikke andre ledige pladser til hverken hende eller mig. Og uanset hvorfor, så sidder jeg og kigger lige på hende med mindre jeg drejer hovedet væk.

Hun ser smuk ud, synes jeg. Også selv om hun har tegnet sine øjenbryn op på den kraftige måde der tilsyneladende er moderne i dag – og i mine øjne ikke er særlig klædelig: Hvad er øjenbryn, og hvad er farve malet på huden? Hendes makeup er i det hele taget meget: Meget kraftig eyeliner, meget øjenskygge og en meget stærk og meget rød læbestift. Og klokken er kun lidt over fire om eftermiddagen. I et fyldt intercitytog på vej hjem fra arbejde.

Jeg når lige at spekulere på hvordan hun mon ser ud inde bag al makeup’en – mon ikke hun stadig ville være ganske køn? Så opdager jeg at hendes lange, lyse slangekrøller er hårekstensions knyttet fast til hendes eget korte, mørke hår. Og da jeg har fået øje på dét, ser jeg også at de lange øjenvipper er kunstige. Næste tanke er om hendes yppige bryster er resultatet af en push-up bh, eller om det måske bare er implantater.

Pludselig går det op for mig at jeg faktisk ikke sidder over for en ung kvinde. Jeg sidder mere over for et billede der har været en tur gennem PhotoShop. Det er rettet og ændret og manipuleret så det originale foto ikke er til at kende igen. Og så mister jeg interessen og kigger ud ad vinduet i stedet.

Ja, jeg burde være ligeglad. Det jo ikke for min skyld hun har gjort sig alt det besvær. Det ved jeg godt. Jeg er ikke i målgruppen, så måske virker det rigtigt dér hvor det skal. Men hvor er det trist at der skal så meget til. Hvis sportsfolk forbedrer deres præstationer med EPO, steroider eller andre kunstige hjælpemidler, kalder vi det doping og snyd. Så overskrider de deres krops naturgivne muligheder, og det må de ikke. Men hvis de kvinder der skal give et kys på sejrsskamlen, forbedrer deres præsentation med kunstige hjælpemidler – ud over de naturgivne muligheder – det må de gerne?

Skal det nu være sjovt?
I aften er der premiere på AMBU Revyen i Hobro. Her vil man
opleve sjov og satire over livet på Mariagerfjord-egnen, i Nordjylland og
Danmark i det hele taget. Skal det nu være sjovt? Ja! Satire handler om at
bruge humor, ironi og overdrivelse til at udstille eller kritisere bestemte
personer og deres handlinger. Især i forbindelse med politik. I hvert fald
ifølge Den Danske Ordbog. Wikipedia tilføjer at formålet er at revse og
udstille tåbelighed eller uretfærdighed – og at underholde. Så det skal altså
være sjovt. Og det er en svær genre hvis man skal nå ud over en snæver kreds af
mennesker der mener det samme som én selv. Det ser man blandt andet når en politisk
ungdomsorganisation eller skole sætter billeder af ministre på deres
fastelavnstønder inden de tæsker løs på dem – tønderne vel at mærke. Det er måske
sjovt for en indforstået kreds, men ikke sjovt når det bliver formidlet i en
større sammenhæng.

Satiren skal fremhæve det ubehagelige. Satiren skal få os
til at se nye perspektiver hvor de givne sandheder måske ikke er så indlysende
korrekte som vi ellers lige troede. Det amerikanske satireprogram The Daily
Show behandler politiske begivenheder og andre mediers dækning af dem. Det er
sjovt. Men det er tankevækkende at en del af seerne har det som den primære kilde
til politiske nyheder – og at den tidligere vært, Jon Stewart, blev kåret som tv’s
mest troværdige nyhedsformidler. Som én eller anden formulerede det for nyligt:
Vi griner af vores politikere og lytter til vores komikere – i gamle dage var
det omvendt.

Rokokoposten bringer artikler der er så tæt på virkeligheden
at de store problemer de øvrige medier beskæftiger sig med, udstilles som de
banaliteter de reelt er. Men somme tider ser man historier i andre medier man i
første omgang tror, er fra Rokokoposten. Det er når virkeligheden bliver
sjovere end satiren. Som når en dansk lokalpolitiker brokker sig offentligt
over at en julehøjtidelighed kædes sammen med indsamling til flygtninge. Når en
folkevalgt, ansvarlig beslutningstager i det politiske system synes det er
upassende at man bliver opfordret til at hjælpe folk i nød ved en højtid der
blandt andet handler om at glæde andre, inden for en religion der prædiker
næstekærlighed – hvad skal vi så med satire?

I aften er der premiere på AMBU revyen i Hobro. Én af de
nordjyske amatørrevyer, og et besøg værd hvis man er på eller fra de kanter. Og
hvis man synes dét er sjovt.

En sang til det gode festival-publikum
Jeg var på festival forleden. Omgivet af musik og folk der
er opkogte og røde i hovederne af for meget frisk luft og fadøl og med vaklende
skridt møver sig forstyrrende forbi for at komme tættere på eller ud fra en koncert.
På den dér særlige festival-måde hvor enhver halv åbning i folkemængden
opfattes som en vej.

Festivalen jeg oplevede, var Riverboat Jazzfestival i
Silkeborg. En festival båret af traditionel jazz med livgivende indslag af mere
moderne dele af genren. (Der må være et skræmmende antal banjoer pr. indbygger
i Silkeborg dén weekend).

Men selv om musikken er milevidt fra hvad man denne weekend kan
opleve i Nibe og Roskilde. Og selv om det hovedsageligt grå- og hvidhårede
publikum kunne være bedsteforældre til publikum ved de to festivaler, er
publikums holdning til egen deltagelse i koncerterne stort set den samme:
Uforpligtende, øldrikkende og storsnakkende. Størstedelen af publikum er ikke
kommet specifikt for at høre netop dette band, men er med på en kigger og kan
uforpligtende gå videre hvis musikken ikke sådan lige falder i smag.

Festival-koncerter må være en genre for sig for de udøvende
musikere. Oftest er koncerten kortere end de ellers ville spille. Til gengæld er
publikum ikke på plads når koncerten starter, men kommer dryssende og går igen
– alt efter hvad der sker på de øvrige scener, og hvorvidt de synes musikken er
god. En evig urolig bevægelse ind, ud og forbi.

Publikum er sjældent domineret af dedikerede fans der har
valgt at komme til lige præcis dén festival på dén dag for at høre dén koncert.
De er der selvfølgelig også, men ikke mange orkestre vil have dem som flertal
blandt publikum. Der er flere af den type som nok er positivt stemt, og som
synes det er fedt at høre bandet live, men som måske ikke ville være kommet
hvis det var en enkeltstående koncert. Og så er der dem der bare er til
koncerten fordi de vil have en god plads til det band der skal spille bagefter.
Eller de er der fordi der ikke rigtig sker andet lige nu – eller fordi deres
venner er der.

Det betyder at bandet også har en chance for at vinde nye
fans. Øge interessen for sig selv – hvis de gør det godt. Og der er også
mulighed for at skabe en fest. Selv om ikke alle kan synge med når de kommer,
vil en stor del af publikum have indtaget flere øl end til en enkeltkoncert, og
derfor kan de være nemmere at rive med. Få til at danse, klappe og skråle –
indtil de vælter omkuld og falder i søvn – hvis altså bandet formår at anspore
til fest.

Og forhåbentlig er vi som festival-publikum åbne for nye
impulser. Åbne for at give hidtil ukendte bands en chance og åbne for at blive
revet med, når vi vakler rundt med for meget fadøl i kroppen. Det kræver
selvfølgelig også at festivalarrangørerne tør variere programmet så det ikke
kun består af genkomne bands fra forrige århundrede og de allermest sikre, nye
hits. Så lad os håbe at de tør det. God festival, hvor end du tager hen!

Det er i nøden man skal kende sine venner
Det er i nøden man skal kende sine venner. Sådan siger man. Af én eller anden grund synes jeg ofte at det bliver sagt i en småironisk tone når nogen svigter. Desværre. Når man er presset som partileder fordi man er ved at sætte sin troværdighed over styr. Når man mister sit arbejde og efter mange års medlemskab får brug for at A-kasse og fagforening har vilje og kompetence til at gøre en grundig indsats for at hjælpe én. Eller når man skal have hjælp til at flytte med alle sine bøger og massive egetræsmøbler fra lejligheden på 4. sal. I alle de situationer i livet hvor dem man sætter sin lid til, svigter – eller endda forsøger at stikke én en kniv i ryggen, en kæp i hjulet eller bærer ved til bålet.

Men heldigvis holder det også positivt: Det er i nøden man skal kende sine venner.

Når ens barn falder ned fra lejrskolehyttens køjeseng og brækker håndleddet, opdager man pludselig at de mennesker man er omgivet af, faktisk er venner.

I stedet for at trække sig i baggrunden og afvente om forældrene selv kan håndtere situationen er der én der finder smertelindrende plastre, én der kan vagtlægens nummer og ringer og beder om tilladelse til at komme på skadestuen – og én der tilbyder at køre det ulykkelige barn og de rystede forældre til selvsamme skadestue – hvor midt om natten og fjernt fra lejrskolehytten den end er centraliseret. Ja, man kan blive ganske varm om hjertet bagefter når barnet er lagt i gips og atter sover, over hvor megen velvilje og hjælp man møder. Og sande at det faktisk er i nøden man kender sine venner.

Ja, man kan endda i sin nød hænde at erkende venner i en større og mere næstekærlig betydning. Hvis ens bil forulykker i en snedrive på motorvejen, er der pludselig mennesker som uopfordret standser og spørger om de kan hjælpe. Mennesker, der vil låne én et tæppe og assistere med at tilkaldt hjælp. Mennesker, som ikke kunne klandres for at prioritere den aftale eller egen familie de er på vej til, frem for en tilfældig, forulykket familie i snevejr. Men som frivilligt vælger at engagere sig – hjælpe. Om man derfra bliver venner for livet eller blot skilles og siden aldrig ser hinanden, er sådan set underordnet.

Hovedsagen er at når man i nøden lærer sine venner at kende, er det ikke blot de venner man allerede regner med, men også mere perifere og sågar helt fremmede mennesker der rækker én hånden. Og begge dele er heldigvis langt mere værd end den smålige, småironiske kommentar når nogen svigter. Den vigtige pointe her er om man selv husker at være en ven når andre mennesker – kendte eller fremmede – er i nød. Det er i nøden man skal kende sine venner.

Reklamebrøl
Der bliver skabt virkningsfuld, kreativ og veleksekveret
markedsføring i Nordjylland. For at dokumentere dette, har Erhverv Norddanmark
budt alle med interesse for markedsføring til bal og prisuddeling for reklamer
skabt i landsdelen. I aften. I Aalborg. Under titlen ”Årets brøl”. Og er det
overhovedet vigtigt? Hvorfor er det nødvendigt at lave en særskilt, regional
event for reklamebranchen – endsige spilde spalteplads på at dvæle ved det? Fordi
det faktisk er godt og interessant på flere områder.

Umiddelbart er det et udtryk for en perifer region i en
branche, der domineres af adresser i hovedstaden. Udkantsdanmark har ringe
mulighed for at gøre sig gældende nationalt, så man laver sin egen lille
prisuddeling for at der kan vindes noget. Men det er kun til dels rigtigt.
Aftenen vil – må det forventes – demonstrere, at der er kompetencer nok her i
regionen. Måske ikke den absolutte prisuddelingselite, men det kan også afhænge
af indkøberne, budgetterne og opgavernes karakter. Så selv om der i Nordjylland
også bliver skabt ligegyldig, idéforladt og sjusket markedsføring, sker her faktisk
en del, man ikke behøver skamme sig over. Og det er dét, der skal markeres
festligt i aften – man behøver ikke flyve ud af regionen for at finde gode
løsninger og godt håndværk.

Men mindst lige så interessant er det, at det ikke er
reklamebranchen selv, der står som vært i aften. Prisfester holdes stort set
altid af enten branchen selv eller af de medier, der lever af at sælge annoncemillimeter
eller reklamesekunder. Indtil for nogle år siden holdt udgiveren af nærværende
dagblad eksempelvis en prisfest for nordjysk markedsføring indrykket i ét af
husets medier. ”Året Brøl” er sat i verden af Erhverv Norddanmark, en
organisation på tværs af brancher, der arbejder for at gøre det attraktivt at
drive og udvikle virksomhed. Og forhåbentlig er det et udtryk for, at det ikke
kun er de nordjyske kommunikationsvirksomheder, der vil fejre den gode reklame.
Forhåbentlig kan et større flertal af Erhverv Norddanmarks medlemmer se ideen
og værdien i reklame, der er kreativ og veleksekveret. Det er måske her, det
mest interessante ligger. For det er jo til gavn for virksomhederne, at der er
kvalitet i reklamen. Det er altid bedre at have markedsføring, som bliver
bemærket af målgruppen. Som ikke hænger dem ud af halsen allerede anden gang, de
ser den. Og som skaber effekt. Gerne uden at skulle overskride budgettet – og
gerne uden at skulle bruge sine marketingkroner på flybilletter.

Og hvad så med os almindelige forbrugere. Tjah – lidt
ligeglade kan vi vel være? Og så alligevel. Jeg skal ikke nævne ordet
arbejdspladser – såvel i reklamebranchen som i de virksomheder, der nyder godt
af dens ydelser. Men som forbrugere kan vi jo altid nyde den interessante
reklame. Personligt foretrækker jeg reklame, der kommunikerer med mig, som om
jeg er et selvstændigt tænkende menneske. Dem, der råber mig ind i hovedet som var
jeg både ubegavet og hørehæmmet, blive jeg bare træt og sur af. Så hvis
virksomhederne – og reklamebureauerne – vil satse på mere kreativ og
veleksekveret reklame – det er ofte også den mest virkningsfulde – forbedrer
det faktisk vores alle sammens hverdag. Brøl!